søndag den 6. december 16.00 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  

Lundergaard var for gode for Kolding IF på dagen
PUHA.. : Der er lang vej hjem fra Hjørring, når man har tabt en fodboldkamp
  

Futsal vestligaen, Lundergård IU-Kolding IF 8-4 (2-3)

Det viste sig at blive kostbart, at der netop til denne kamp manglede fem-seks spillere. Det betød nemlig, at Kolding IF kun havde to spillere siddende klar på bænken til et indhop. Hvorimod hjemmeholdet havde syv. Og eftersom man ikke skal kimse af hårdheden her, hvor der spilles to gange 20 minutter for fuld damp, så var det som om, at KIF mistede pusten efter pausen.
 
- Det kørte faktisk fint i første halvleg og vi førte da også 3-2 her. Men gassen gik af ballonen i anden halvleg. Men Lundergaard er et rigtigt godt hold med unge fysisk og teknisk stærke folk, så med så få udskiftere var der ikke meget at stille op, sagde Lennart Nielsen, som var chef på dagen.
 
Abud, som man havde lånt af Kolding Boldklub, samt Mads Zederkopf scorede begge to gange. Næste kamp er lørdag den 19.12, hvor Midtals kommer på besøg. Kampen spilles i Trefor Arena.
 
I øvrigt skal det lige med, at Lennart Nielsen ikke spillede med.
 
- Jeg er godt i gang med genoptræningen efter min knæskade. Jeg løber flittigt, deltager også aktivt i den ugentlige futsaltræning og er også med i Fit og Sund, hvor vi træner en gang hver uge. Men jeg har valgt at droppe at spille futsal. Nu vil jeg være helt klar til udendørssæsonen, og det skal jeg også nok blive, sagde Lennart Nielsen.
 
Og det er en god nyhed for alle Kolding IF-fans. For er der nogen, der har været savnet i 2015, så har det da været ham ...!