lørdag den 28. maj 17.45 - tekst Ole Sørensen - fotos Ole Sørensen (c)  


Så tæt var KIF og Jacob Andersen på 1-0 få minutter før Holbæk i stedet kom på 0-1.
Men så slog André Jaquet Jepsen til..

Redningsmand: A Jepsen !
REDNINGSMANDEN : André Jaquet Jepsen ligner mere og mere manden, hvis mål vil holde KIF i 2. division. To mål imod Holbæk bragte hans total
op på fire i tre kampe

  

Fodbold 2. division kvalifikationsspil, Kolding IF-Holbæk (0-0)

Efter to svære udekampe med fire point var KIF lørdag eftermiddag igen på den hjemmebane, hvor holdet senest skuffede fælt med at tabe 0-3 til Dalum. Siden da er der sket store forandringer i KIF med trænerskift og ny sportschef. Og - indrømmet - det var med en vis optimisme, at man satte sig til rette til kampen imod Holbæk.
 
Første halvleg er hurtigt fortalt. Den var nemlig uden scoringer - og med KIF med et svagt spilovertag. Til gengæld uden at skabe det helt tvingende foran gæstemålet, selv om det flere gange var lige ved og næsten. André Jaquet Jepsen havde bolden i nettet efter blot fem minutters spil - men blev korrekt fløjtet tilbage for offside. Og det var og blev faktisk halvlegens 'højdepunkt, hvis man da ikke tæller et gult kort til begge hold med. Set udefra havde KIF absolut spillemæssige muligheder til at splitte sjællændernes forsvar. Men det blev altid ved 'lige ved og næsten' for KIF, som ti minutter før pausen nødtvunget måtte indskifte Jacob Eriksen i stedet for en Lennart Nielsen med både et gult kort og en stadig drillende småskade.
 
Var KIF bedst i starten af første halvleg, så var det til gengæld Holbæks start på anden! Sjællænderne kom nærmere og nærmere - men afslørede også undervejs åbninger bagtil. Jacob Andersen var i den grad tæt på, men manglede et par cm. for at bringe KIF i front. Og i stedet slog Holbæk contra og bragte sig foran 0-1. Et angreb i venstre angrebsside blev efter en times spil spillet klogt bagud og fikserede KIF's forsvar. Og hér stod Mohammed Asrihi helt rigtigt og scorede fladt.
 
- Det mål var en spand kold vand i hovedet på os, for jeg synes virkeligt, at vi havde både overtaget og fortjent det føringsmål. Men ih, hvor det vidner om moral, at holdet alligevel holdt både humøret og moralen og kom igen, roste træner Anders Jensen efter sidste fløjt.
 
For igen - det kom KIF! Jacob Eriksen havde en god afslutning fem minutter efter gæstemålet - Holbæk endnu en chance tyve minutter før tid. Men med et kvarter tilbage på stadionuret vendte kampen fuldstændig. Det var blevet tid for André Jaquet Jepsen.
 
Udligningen faldt fjorten minutter før tid. Og det mål kan Holbæk takke en dårlig forberedelse for. For den hjørnesparksfinte - den har KIF lavet adskillige gange før og også scoret vigtige mål på. Et fladt hjørnespark fra højre bliver spillet på forreste mand, som hopper over. Og så plejer der at blive god skudmulighed i midten. Det 'hop' kom fuldstændigt bag på det sjællandske forsvar, og André Jepsen kunne score flaqdt til 1-1. To minutter senere opsnappede KIF bolden fra et fremstormende Holbækmandskab, og klogt via tre spilstationer landede bolden igen på fødderne af André Jepsen, som igen kunne passere målvogter Christian Mogensen til 2-1.
 
Og derfra handlede det mest om at få tiden til at gå for KIF indtil slutfløjtet næsten seks minutter ind i overtiden. Holbæk sværmede - men kom aldrig til noget tvingende. Og derved blev det ved 2-1 - og for anden uge i træk til tre livsvigtige point til KIF.

- Når man tænker på hvad de drenge har været igennem af rutcheture - og så alligevel formår at vende 0-1 til 2-1 - det kan kun udløse en kæmpe cadeau til hele holdet. Vi fortjente det i dag hvor jeg synes, at vi klart var det bedste hold på banen, mente Anders Jensen.

Med sejren avancerede KIF tilmed en plads i bunden med nu et hul på to point til nummer tredjesidst, Svendborg. Og fire point til holdet lige under stregen, AB Tårnby - holdet, som KIF besøger i næste spillerunde lørdag om en uge. Tre point også i den kamp - og KIF er helt fri af nedrykningsspøgelser