lørdag den 28. maj 20.30 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  


Jonas Hansen (header) så direkte rødt midt i anden halvleg

Christiansfeld fik store klø og tabte til et markant bedre mandskab
RØVTUR : Hedensted var bedre på alle parametre
  

Fodbold jyllandsserien herrer, Christiansfeld IF-Hedensted IF 0-6 (0-4)

Christiansfeld skal hurtigst muligt glemme alt om Hedensted. Opgøret hjemme ved Cuben blev til en ren opvisning fra gæsternes side, som imponerede voldsomt. Hedensted spillede lynhurtigt, kombinerede flot, havde masser af bevægelse og var specielt gode til at løbe og spille bolde i dybden. Holdet består af lutter dygtige fodboldspillere med visioner, boldglæde, god teknik og masser af spilforståelse. 4-0 ved halvleg var ikke et mål for meget, og i anden halvleg gjaldt det for hjemmeholdet om at bevare æren. Det lykkedes nogenlunde. Også fordi Hedensted helt naturligt skruede ned for blusset, gav plads til Christiansfeld og garderede sig i højere grad end at forsøge det samme charmerende fodboldspil som i første halvleg. 6-0 er meget. Men et eller andet sted var det ikke et mål for meget. Man kan indvende, at hjemmeholdet også havde deres chancer, men de var få og små i forhold til de mange yderligere muligheder, Hedensted producerede.
 
Christiansfelds bedste mand på dagen var keeper Morten Mølbeck, der præsterede adskillige gode indgreb og kun kan lastes for Hedensteds mål til 6-0. Her sparkede han et målspark direkte i tæerne på en modspiller, som på sin side kvitterede for venligheden og sendte et "søndagsskud" direkte ind i hjørnet til slutfacit. Dommer Martin Kjærgaard kom i modvind, da han efter 64 minutter dømte straffespark til Hedensted og i samme moment gav Jonas Hansen det røde kort.
 
- Der var kontakt mellem mig og min modstander inde i feltet, men selv om straffesparket måske er okay, så er det da ikke okay at give mig rødt kort, lød det fra en ærgerlig Jonas Hansen efter kampen. SportK.net spurgte selvfølgelig dommeren, hvorfor der også var rødt kort.
 
- Jeg var aldrig i tvivl. Jonas Hansen fratager modspilleren en oplagt målchance, og når det sker inde i feltet, så siger fodboldreglerne, at jeg skal dømme straffespark samt give bemeldte spiller rødt kort. Det er en hård straf, men reglerne skal jo følges, oplyste dommer Martin Kjærgaard, der sagtens kunne være sin indsats bekendt. Han uddelte også to gule kort til Hedensted, og alt i alt havde han god styr på begivenhederne.
 
Hjemmeholdet havde afgjort også deres chancer. Et slutfacit på 8-2 eller 9-2 havde været passende. Træner Nicolai Guldhammer var meget fattet efter kampen.
 
- Som jeg sagde til dig i torsdags var dette en "gratis" kamp. Hedensted er ganske enkelt for gode til os. Nu skal vi i de sidste tre kampe møde hold på vort eget niveau. Og det er først Ikast, som vi skal til på lørdag, sagde han.