søndag den 29. maj 16.15 - tekst Ole Sørensen - fotos Ole Sørensen (c)  


Andreas Sørensen (rød trøje) bringer Vejen på 2-0 bag en sprællende Mathias Storgaard i KB-målet

Topholdet var for stor en opgave for Kolding B
KYNISME : KB og Vejen havde vel bolden lige meget i søndagens opgør.
Men Vejen vidste, hvad man skulle gøre med den..

  

Fodbold serie 1 herrer, Kolding B 2-Vejen SF 1-4 (0-1)

- Man må rose Vejen for holdets kynisme i de afgørende situationer. Vi spiller vel en ligeværdig kamp i dag. Men dét Vejen gør - det gør de bedre end os!
 
KB-træner Jacob Olsen var nøgtern i sin vurdering af søndagens opgør på Mosevej, hvor topholdet Vejen var på besøg. Og set fra tribunen var det svært at modsige ham. For mens Vejen nærmest scorede på samtlige sine fem store åbne chancer (ét mål dog annulleret for offside), så spillede KB sig reelt kun frem til en enkelt, som Nasim brændte tre minutter ind i overtiden. Ellers levede de blå af Jacob Nielsens eminente sparketeknik fra distancen. Men først kampen kronologisk :
 
Vejen kom på 0-1 efter blot syv minutters spil, da ingen angreb Nicolai Thomsen, som fra kanten af feltet nærmest uhindret sendte en 'ballon' over Mathias Storgaard i KB-målet. Og trods at gæsterne ofte sværmede foran KB-målet, så holdt den stilling til pausen. Før pausefløjtet fik Vejen dog et mål sent annulleret for offside - og KB's Dennis Johansen måtte udgå med en grim flænge i læben.
 
Vejen kom på 0-2 tre minutter ind i anden halvleg, da Andreas Sørensen fik tid og plads til hele to forsøg fra en meters afstand. På den sidste scorede han liggende. Fire minutter senere havde KBs Jacob Nielsen ingen spilstation tyve meter fra mål, og i stedet tordnede han bolden utageligt i mål til reducering 1-2. Glæden hos KB varede dog blot to minutter, inden Deac Titus Lucian fik lov at løbe fra midten og score fladt til 1-3.
 
Og den 'spand koldt vand' kom KB sig aldrig over. Tyve minutter før tid blev det 1-4, da der i KB's højre forsvarsside igen blev givet for god plads. Som Andreas Sørensen takkede for ved smukt at 'cirkle' bolden i nettet fra kanten af feltet. Og derved blev det, også trods den nævnte sidste chance til KB's Nasim - og endnu et tørt langskud fra Jacob Nielsen, da han fra omtrent samme sted som sit reduceringsmål ti minutter før tid tordnede bolden på overliggeren.
 
- Man kan så selv være kynisk og sige, at vi kan regne denne kamp som en 'gratis kamp' på linje med udekampen imod KIF. Vores vigtigste kampe i restprogrammet er og bliver  hjemmekampene imod Bredballe og Give. To kampe, som skal vindes, hvis vi fortsat skal være serie ét-hold, sagde Jacob Olsen.