lørdag den 26. august 18.30 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  


Esther Willems spillede (igen) en stor kamp for KoldingQ

KoldingQ sejrede på mål i slutfasen

KNIBERI : Det kneb KoldingQ. Men sejren var fuldt fortjent
  

Fodbold 3F Ligaen, KoldingQ-BSF Ballerup 2-1 (0-0)

KoldingQ's nye hold skulle præsentere sig for sit hjemmepublikum for første gang i denne sæson. Sådan noget kan godt give lidt nerver. Især for et hold, som er så ungt, som KoldingQ's er. Men respekt her fra. For efter en dårlig indledning på kampen, hvor det var BSF, der havde taktstokken og havde initiativet, så fik hjemmeholdet styr på nerverne. Og set over en hel kamp var sejren fuldt fortjent. Men her fra sportK.net skal der også lyde mange rosende ord om BSF, der helt tydeligt er godt trænede og i øvrigt også har en del spillere, der er omkring det danske U 19 landshold. Det var kort sagt en kompetent modstander, KoldingQ mødte. Og det var og er et hold, som man skal måle sig med i forhold til at blive mellem de fire bedste, som går i slutspil om DM.
 
Efter en halvskidt start fik hjemmeholdet styr på tingene og spillet. Og det ville ikke have været uretfærdigt, hvis KoldingQ havde ført ved pausen. Der var nemlig muligheder i BSF's bageste forsvar, og KoldingQ fik sat gode angreb op i begge sider. Men inde foran manglede der lige det sidste. Det blev mest til halve chancer, og det, der kom tog gæsternes glimrende keeper sig af.
 
Man skulle helt frem til det 75. minut før der kom en scoring. Esther Willems fangede igen en bold, kom op i fart og strøg mod BSF's mål. Og tog chancen ude fra vel 22-23 meters penge. Og fra hendes højre fod tordnede bolden ind helt oppe i hjørnet uden gnist af chance for BSF's keeper. 1-0. Men ak. Efter 82 minutter lavede Mette Lorentsen en skidt opdækningsfejl. Hun mistimede en høj bold, og det gav chancen til Amalie Thestrup, der udlignede til 1-1. Heldigvis var Carola Schneider, som er gammel KoldingQér men har tilbragt de sidste par år i USA, sendt på banen efter 71 minutter. Og hun var parat og vågen og udnyttede Lotte Troelsgaards energiske forarbejde til at snuppe bolden og score til slutfacit 2-1.
 
En fortjent sejr. Og der var mange gode ting at gå hjem på. Og dårlige. F.eks mister man for mange bolde, og koncentrationen omkring den sidste aflevering bør blive meget bedre. Og så må man altså forsøge noget mere udefra. Fra distancen. Spark dog på mål. Måske bliver skuddet pareret eller der kommer en ripost. Men på den anden side var der mange gode og rigtige løb, mange bolderobringer, god indsats i nærkampene, god indsats i det hele taget. Holdet fungerede.
 
Alle præsterede i den kamp. Ingen faldt ud. Mest iøjnefaldende var dog purunge Esther Willems. Hvilket arbejdsraseri, hvilken uimponerthed, hvilken løbeindsats, hvilken den åbenlyst totale mangel på respekt overfor det faktum, at nu spiller hun altså i landets bedste række. Gør en stor spiller ud af hende. men gør det langsomt. Hun var en øjenåbner og hele kampen værd. Velkommen til, Esther.
 
Sofie Riis helt bagtil var ganske suveræn, og de få gange Stina Lykke i målet skulle være på sin post, var hun det også. Sådan noget er klasse. Men ros over hele linjen. Et nyt og spændende KoldingQ hold er på rette vej.
 
Cheftræner Peter Pedersen var godt tilfreds.
 
- Det var en kamp præget af megen nervøsitet. Vi var bange for at tabe. Fik en halvskidt start, men vi løste op især efter pausen. En god start for os også fordi, BSF er hold, vi skal måle os på. Jeg er især tilfreds med vor bagkæde, og så synes jeg, at Lykke Kildegaard og Esther Willems gjorde det fint. Men igen er det holdet, der er det vigtigste, slog cheftræner Peder Petersen fast.
 
Der var 205 tilskuere. Mon ikke de kommer igen på tirsdag, når OdenseQ kommer på besøg.