tirsdag den 29. august 22.00 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  

Emma Greig var banens bedste og blev også matchvinder, da KoldingQ vandt igen
SKIDT : KoldingQ burde have lukket og slukket allerede ved pausen.
Nu blev det i stedet unødigt spændende

  

Fodbold 3F Ligaen, KoldingQ-OdenseQ 3-2 (1-0)

Hallo, hallo KoldingQ. Jorden kalder. I skal altså lige vide, at en fodboldkamp altid varer i mindst 90 minutter. Der er to halvlege. Som i TO. Tirsdag aften opførte I jer som om, kampen var afgjort ved pausen, og anden halvleg var noget, der bare skulle overstås. Det var faktisk lige ved, at det kostede sejren. Og et eller andet sted ville det ikke have været ufortjent, hvis OdenseQ havde fået det ene point. Så husk det nu fremover. Det er 90 minutter plus tillægstid !
 
Første halvleg tilhørte hjemmeholdet. At det kun blev ved det ene mål, som Mille Gejl scorede efter 23 minutter på et energisk forarbejde af Lotte Troelsgaard, står stadig som en gåde. Der er noteret adskillige små, halvstore og helt store muligheder i første halvleg på vor blok. Men for pokker da, hvor var det sløset afslutningsarbejde. Mange af chancerne blev i øvrigt skabt efter gode, flotte gennemspillede angreb. Mange gange over de to kanter, hvor Emma Greig i højre side og Christina Beck i venstre boltrede sig. Inde midtpå boltrede Mille Gejl sig også. Hun viste også nogle tekniske detaljer, som man ikke ser så tit. Fremragende. Flot at se på. Men hvor var træfsikkerheden? Ikke bare hos Mille Gejl men også hos Signe Boysen og Lotte Troelsgaard. Arbejdet skal altså gøres færdigt. Og det blev det ikke i første halvleg. Her kunne kampen for så vidt have været afgjort. Og havde KoldingQ ført med 3-0.... eller 4-0... var der vel ikke så mange, der kunne have protesteret over det.
 
Nu lukkede man i stedet OdenseQ ind i kampen. Og her fra skal der lyde kæmpe ros til odenseanerne. De har tabt de første kampe kæmpestort, og de er såret. Og nede. Men selv om de altså tabte denne kamp, så ligger der utvivlsomt point og venter på dem fremover. De kontrollerede stort set hele anden halvleg, og ret beset ville det ikke have været spor urimeligt, hvis den kamp var endt uafgjort.
 
Respekt OdenseQ !
 
De blev nemlig ved og ved. Og de lykkedes efter 72 minutter, da Lærke Bruun sendte er projektil afsted udefra og i mål til 1-1. KoldingQ kom dog igen. Det skal de have. Efter 80 minutter sparkede Louise Eriksen et frispark ind i hovedet på Emma Greig, som headede bolden ind til 2-1. Men Laura Bendixen ville det anderledes, da hun kom fri på en lang aflevering og sendte bolden ind til 2-2. Var der frispark til KoldingQ her? Der blev godt nok nok hevet noget i trøjerne i denne situation, men dommerens fløjte forblev tavs. Og det var okay. Men kampen var ikke slut. KoldingQ har nemlig fået sig et værdifuldt våben. Emma Greig, canadieren, er uhyre hovedstødsstærk, og hun headede kort før slutfløjtet bolden i kassen på Louise Eriksens indlæg. 3-2 til KoldingQ. Anden sejr på stribe. Forløsning.
 
På baggrund af anden halvleg er der kun én af KoldingQérne, der får mange roser denne gang. Emma Greig holdt fanen højt igennem samtlige 95 minutter, og med sine to mål markerede hun sig fornemt. Hun var banens bedste. " You did very, very well, Emma". Louise Eriksen var på det jævne efter pausen men alligevel så vigtig for holdet, at hun skal have i hvert fald en enkelt lille rose. Det skal den bageste kæde med keeper Stina Lykke, Mette Lorentzen, Sofie Riis og Christina Beck også.
 
Lykke Kildegaard var i gang med en fin præstation men blev desværre skadet. Det så ikke så godt ud, og hun måtte lade sig udskifte med Carola Schneider.
 
Cheftræner Peter Pedersen var både tilfreds. Og så ikke.
 
- Vi præsterede fint i første halvleg. Efter pausen lukkede vi OdenseQ ind i kampen. Det må vi snakke om. Det går ikke. Og nu skal jeg ind i omklædningsrummet og give dem en skideballe. For mig var Emma Greig bedst på banen i dag og matchvinder, sagde han med et stort smil.
 
Næste kamp er på lørdag. Også på Mosevej. VSK Aarhus kommer på gæstevisit.