lørdag den 2. september 15.45 - tekst Ole Sørensen - fotos Ole Sørensen (c)  


Mens tingene stadig var helt ok for KoldingQ. Signe Boysen (rød trøje længst til venstre) har netop bragt
hjemmeholdet foran 1-0 på et hovedstød.

KoldingQ og VSK delte point
BRONZE-REVANCHE : Efter uafgjort 2-2 er de evige rivaler om tredjepladsen stadig fuldstændigt lige i stillingen i 3F Ligaen
  

Fodbold 3F Ligaen, KoldingQ-VSK Aarhus 2-2 (2-2)

Stadionspeakeren åbnede med at kalde dagens kamp i 3F Ligaen for '...en tidlig kamp om bronze-medaljerne'. Naturligvis med henvisning til de to klubbers evige kamp de seneste år om at blive nummer tre i dansk kvindefodbold efter 'giganterne' Brøndby og Fortuna Hjørring. En plads, som KoldingQ og Skovbakken (nu VSK og dagens modstander) har udkæmpet drabelige kampe om at sikre sig de seneste år.
 
Men.. VAR lørdagens kamp så en 'lille bronzefinale', så er intet afgjort efter i dag med uafgjort 2-2. Og næste del af den 'finale' finder først sted den 11. november i klubbernes omvendte kamp i Risskov.
 
Men sådan så det nu på ingen måde ud kort efter kampstart. Det blev nemlig en særdeles livlig første halvleg med fire mål. Med KoldingQ som det nærmest eneste hold på banen i de første ti-elleve minutter. Lotte Troelsgaard gav en forsmag efter syv minutter med en afslutning lige på målvogter Josefine Jørgensen. Halvfems sekunder senere blev det 1-0 på et tørt hovedstød fra Signe Boysens pande efter et energisk indlæg fra højre af Ester Willems. Og blot to minutter senere blev det sågar 2-0, da Mille Gejl fik sidste fod på en løs bold i feltet mellem venner og fjender. Hér sad man med følelsen af, at det let kunne ende med en regulær 'røvfuld' til de aarhusianske gæster.
 
Men nææh, nej! Tvært imod! Og læg rigtigt godt mærke til navnet Signe Holt Andersen fra VSK. Hun er lige nu U19 landsholdsspiller og bliver med tiden med garanti også A-landsholdsspiller, hvis hun fortsætter sin nuværende udvikling. Hun udgjorde nærmest helt alene alt, der blev farligt foran KoldingQs mål for et gæstehold, som denne eftermiddag ellers bestemt var til at tale med..
 
Signe Holt Andersen reducerede til 2-1 efter godt tyve minutters spil, da hun legende let løb fra sin frustrerede KoldingQ oppasser Mette Lorentzen. Og var oplæggeren til det udlignende 2-2 mål efter 32 minutters spil, sat ind af Stine Pedersen. Og som tre minutter før pausen havde en afslutning, som Ester Willems måtte heade væk fra nærmest mållinjen.
 
Det blev ved 2-2 ved pausen, som træner Peter Pedersen benyttede til at udskifte en indtil da nærmest anonym Sanne Troelsgaard med Caroline A. Jensen. Anden halvleg startede med en stor chance til begge hold, hvor først Signe Boysen brændte en friløber lige på målvogter Josefine Jørgensen - og Signe Holt Andersen lige efter brændte en tilsvarende på KoldingQ-målvogter Stina L. Pedersen. Og selv om hjemmeholdet omkring den hele time havde en bold 'dansende' frem og tilbage nærmest på gæsternes målstreg, så blev det ved uafgjort 2-2. Set fra tribunen kunne hjemmeholdet nu være klart bedst tjent med dét resultat. Og da ikke mindst efter et rent rødt kort tyve minutter før tid til Mette Lorentzen, som endnu engang kom for sent til at få styr på Signe Holt Andersen og i nød måtte fælde hende bagfra i en friløber.
 
Store plusser var der på min blok efter kampen til midterforsvareren Christina Beck og til unge Ester Willems for at 'slås' så længe kræfterne holdt. Også plusser til fløjen Carola Schneider for gode halvfjerds minutter med adskillige kvalificerede indlæg. Plusser også til Mille Gejl, som overtog anførerbindet fra den udskiftede Lotte Troelsgaard i halvlegen og gjorde det fornuftigt på midten. Men også en masse minusser til nærmest hele holdet, fordi KoldingQ ikke forsøgte at presse sine gæster noget mere, for de fik især i anden halvleg oceaner af plads. Og hvor gæsternes målvogter Josefine Jørgensen var nærmest håbløs i spillet med benene og alligevel sjældent blev presset...
 
Næste opgave for KoldingQ venter om fjorten dage, hvor Vejle B tager imod.