fredag den 27. oktober 23.00 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  

Flot fodboldkamp. Men Fortuna
vendte 0-1 til en 2-1 sejr
UNDERHOLDNING : Der var underholdning i topklasse, da KoldingQ igen,
igen tabte 1-2 til Fortuna Hjørring

  

Fodbold 3F Ligaen, KoldingQ-Fortuna Hjørring 1-2 (1-0)

Øv. Øv. Og atter øv. KoldingQ førte 1-0 ved pausen, på det mål, som Signe Boysen scorede i første halvlegs overtid. Men efter 75 minutter tog Signe Bruun, der som bekendt kom ind i Danmarks kamp mod Kroatien og scorede, chancen fra vel 35-40 meter. Og hendes søndagsskud bragede ind over Stina Lykke i KoldingQ's mål til udligning. Der var ikke rigtig noget at gøre ved det spark. Sådan noget sker bare ind i mellem. Og så ville Fortunas Karen Holmgaard også være med. Hun scorede Fortunas sejrsmål efter 84 minutter.
 
Det var egentlig en naturlig konsekvens af, at gæsterne i den grad skruede op for blusset efter pausen. Der blev lagt et hårdt og til tider aldeles ubønhørligt pres mod KoldingQ's mål. Gæsternes boldomgang var meget skarpere end før pausen, man tog gerne både de lange og korte løb, og man søgte også ind i feltet med mange høje bolde. Desuden lagde den glimrende venstre kant Nevena Damjanovic konstant nogle lange diagonalbolde over i KoldingQ's venstre side. Noget som også intensiverede presset. Kort sagt så var hjemmeholdet under hårdt pres. Man havde meget svært ved at holde fast i bolden, man tabte mange dueller, hvor Fortuna kom først på boldene, og helt fremme måtte Lotte Troelsgaard løbe mange, mange meter forgæves, da de bolde hun fik at arbejde med ikke var nemme. Men Troelsgaard skal i øvrigt have megen ros, for hun ydede et kæmpe stykke løbearbejde i front og gjorde det udmærket under vanskelige betingelser. Så alt i alt en okay sejr til Danmarks bedste kvindehold lige nu og her. Men det skal også med, at havde KoldingQ haft heldet og den berømte kynisme, så havde Peter Pedersens tropper vundet den kamp.
 
Det var nemlig ikke fordi, Fortuna vadede i chancer. KoldingQ's bageste folk ved keeper Stina Lykke, Christina Beck, Mette Lorentzen, Benedicte Schrøder og Emma Greig klarede flot for sig, mens Sofie Riis i dagens anledning var smidt lidt længere frem for at agere bølgebryder foran de bageste. Sådan så det i hvert fald ud. Og den opgave klarede hun fint. Det var i fraværet af Louise Eriksen, der er blevet opereret i en finger og derfor ikke kunne spille. Og ser man kun på første halvleg var KoldingQ's føring faktisk helt okay. Det så ud som om, at man totalt havde smidt respekten for Fortunas spillere overbord. Og man turde spille med dem. man turde lægge højt pres på dem, og man turde tage chancer. Og alene det gør så også, at man igen står med en fornemmelse af, at der er tegning til noget rigtigt stort her. Esther Willems, der nu og da imponerede med nogle flotte tekniske detaljer med bolden, havde en god chance. Lotte Troelsgaard også, mens Signe Baatrup også havde en mulighed.
 
Og i anden halvleg kom KoldingQ i perioder ud af det hårde pres og skabte chancer. Lotte Troelsgaard havde en kæmpe een af slagsen tæt på mål, mens Carola Schneider også havde en god mulighed. Lotte Troelsgaard var dels træt og dels lidt småskadet, så hun gik ud og blev erstattet af Lykke Schou Andersen, som også fik en mulighed. Så det var faktisk KoldingQ, der skabte og havde de fleste chancer.
 
Lotte Troelsgaard haltede lidt efter kampen.
 
- Jeg fik lidt i låret. Men jeg føler mig godt tilpas og synes, vi gjorde det flot i dag, sagde hun. Cheftræner Peter Pedersen kunne smile trods nederlaget. Men han var selvfølgelig ærgerlig.
 
- Jeg synes virkelig, vi bød Fortuna op til dans. Og det ærgrer mig at tabe denne kamp, for vi kunne godt have fået point her, sagde han og roste sine spillere for en flot indsats.
 
SportK.net talte til i hvert fald 150 tilskuere. På en kold og ind i mellem regnfuld fredag aften. Ikke så tosset endda. Og fra vor side kæmpe ros til hele holdet og staben omkring. I bliver meget spændende at følge fremover.
 
Næste kamp er den 5-11 i København mod BSF.