lørdag den 1. december 19.00 - tekst Ole Sørensen - arkivfotos Ole Sørensen (c)  


Gunner Nielsen var tilbage på Skjolds mandskab. Men 'måtte finde sig i' aftenens eneste nederlag

Skjold vandt 'tabel-nabokrigen'
BYTTEDAG : Skjold og Nyborg byttede plads i tabellen fredag aften, hvor Skjold
nu er tilbage på medaljepladserne

  

Kegler 1. division, Skjold-Nyborg K 8-2

Gunner Nielsen var tilbage på Skjolds mandskab, som fredag aften tog imod Nyborg i Idrætsbygningen. Og mon ikke, at han går og små-bander over at skulle starte med at være holdets eneste taber, da Skjold med en 8-2 sejr kom tilbage på medaljepladserne i den bedste keglerække, 1. division.
 
Det skete endda efter en helt okay score på 884 for de 120 slag. Men hvor hans modstander Tonny Bastrup ramte hele aftenens største serie på 898 og dermed bragte fynboerne foran med 2-0 og fjorten kegler.
 
Den føring holdt dog ikke. Skjolds Carsten Ansager vandt 896-875, Thomas Bang Thomsen vandt 893-883. Endelig vandt også Carsten R. Nielsen 894-883 - og dermed endte også de to point for aftenens største samlede keglefald hos hjemmeholdet med cifrene 3567-3536.

Og så var det ellers 'hjem og sove'. For holdet spiller allerede igen i dag, lørdag formiddag klokken 09.00, hvor Fredericiaholdet Madsby lægger vejen forbi.