torsdag den 25. januar 22.00 - tekst Ole Sørensen - fotos Ole Sørensen (c)  


Skovbakken havde svært ved at komme igennem KIFs solide forsvar. På midten var der 'lukket af' - og
forsøgte Skovbakken sig fra fløjen, så stod Rikke Schmidt i vejen

KIF spillede sin bedste håndboldkamp længe
ENDELIG ! : Kolding IFs damer fik endelig vist, hvad holdet formår, da
Skovbakken for anden gang i år tabte til KIF

  

Håndbold 2. division damer, Kolding IF-IK Skovbakken 2 29-23 (14-12)

KIF er kommet i gang. Skovbakken er gået i stå. Det er den halve sandhed om torsdagens vigtige bundkamp i 2. division. For skal det hele med, så skal også med, at KIF igen i klubbernes andet opgør i denne sæson igen var både klogere, havde tålmodigheden - og som stod bundsolidt i forsvaret med Rikke Schmidt som en suveræn sidste skanse. Første halvleg var dog nogenlunde lige med et beskedent forspring til KIF på to mål.
 
- Vi fik tro på os selv ved at gå til pause foran med to. Her fik vi justeret lidt i angrebsspillet og fik talt om at fortsætte det solide forsvar. Det lykkedes og gav os nogle hurtige kontraløb
Vi havde før kampen snakket om at vores fløje igen skulle til at byde ind igen med mål. Og Lene Lunde på venstre fløj laver seks kasser i dag på syv afslutninger, mens de andre fløje laver også laver to-tre mål. Og Rikke - hun står jo bare fantastisk i målet som en sikker sidste skanse. Det er dernede, vi vinder kampen i dag, mente træner Trine Bergwall.
 
Og ret havde hun. KIF virkede klogere og udnyttede, at gæsterne gang på gang lod sig lokke til enten at afslutte for hurtigt - eller til at afslutte fra spids, hvor Rikke Schmidt som oftest stod solidt i vejen.
 
- Jeg er simpelthen så stolt af pigerne, for de 29 mål i dag var et resultat af vores gode angrebsspil mere end en fortælling om et dårligt Skovbakken-forsvar. Ros til alle - og vi trængte bare meget til det her. Vi spiller i dag det håndbold, vi kan spille, og det beviser bare, at det bare er for åndssvagt, at vi ikke ligger bedre i tabellen. Alle byder ind i dag. Og de fortjener det bare så meget, de piger her, sagde en meget tilfreds Trine Bergwall.