mandag den 29. januar 18.45 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  


Det er stadig koldt. Men ikke for koldt til at KoldingQ´s sæsonforberedelser er gået i gang
før sæsonstarten midt i marts

KoldingQ er ved at have overtaget overfor OdenseQ
3-0 : Camilla Lenskjold ryddede bordet med tre scoringer
  

Fodbold U18 pige DM træningskamp, OdenseQ-KoldingQ 0-3

Det var bare en træningskamp mellem de to tophold i U 18 pige DM. Her fører KoldingQ med 22 point. Et mere end fynboerne på andenpladsen. Men det er godt at have det psykiske overtag, og sejren i Odense var kærkommen. Og sjælden.
 
- Vi taber ellers altid derovre, sagde cheftræner Jesper Bisgaard.
 
Det gjorde hans hold iøvrigt også i turneringens allerførste kamp den 13.8 sidste år. Da vandt OdenseQ med 3-1. Senere i efterårets sidste kamp satte KoldingQ tingene på plads med en 4-0 sejr. Denne gang blev det 3-0. Alle mål scoret af Camilla Lenskjold. God start på den kommende sæson af hende.
 
- Jeg havde 14 markspillere og to keepere med. Alle fik lige meget spilletid. Og jeg synes, vi viser et højt niveau. Odense startede i højt tempo, men derefter var det vores kamp hele vejen. Vi havde fire nye med, og dejligt at se, at vore mere rutinerede spillere var med til at gøre dem gode. Vi var også farlige og skabte chancer. Så en god start, lød det fra en veltilfreds Jesper Bisgaard.
 
KoldingQ spiller igen på søndag kl. 16.00 på Mosevej. Der er endnu nogen tid til forårspremieren. Det er den 16. marts hjemme mod Fortuna Hjørring.