fredag den 27. april 21.00 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  

Brøndby løb med pokalen. Og det var 100 % fortjent. 3360 tilskuere. Fænomenalt !!
UNDERHOLDENDE : Pokalfinalen blev ganske underholdende.
Men aldrig rigtig spændende !

  

Fodbold kvinder, pokalfinale 2018, KoldingQ-Brøndby 0-3 (0-2)

Det virkede dels som om, at Brøndby havde læst godt på lektien i forhold til nederlaget i turneringen sidste lørdag på 1-4. Og det virkede også som om, at KoldingQ´s spillere var nervøse, beklemte og ikke rigtig fandt sig til rette på banen. I hvert fald i perioder af første halvleg.
 
Det var dog hjemmeholdet, der havde den første mulighed ved Lotte Troelsgaard. Men stille og roligt satte københavnerne sig på kampen. De sad tæt på KoldingQ, som aldrig fik ro til at bygge op. Duellerne tog Brøndby sig også af i det store og hele, og de vandt også de fleste andenbolde. Og efter 17 minutter kunne den glimrende Olga Ahtinen bringe Brøndby foran, da KoldingQ ikke fik clearet ordentligt efter et hjørnespark. Det var i øvrigt en ting, der skete for ofte, og det skal man have bedre styr på fremover.

Tidlig udskiftning

Esther Willems måtte gå ud, og ind kom Signe Baatrup, som resten af kampen markerede sig som en af holdets bedste spillere. Men Esther Willems fysik og store arbejde midtpå manglede. Brøndby skiftede Ria Ôvling ind. Hende skulle vi høre mere til. Det skete første gang efter en halv time, da hun udnyttede Nanna Christiansens fremragende stikning til at score til 2-0. Hvilket også blev pausefacit. Helt i orden efter spil og chancer. Signe Boysen blev skiftet ind efter pausen. Nu skulle man prøve at lægge mere pres på Brøndby. Det lykkedes desværre bare aldrig. Brøndby kunne udmærket godt huske Boysen, der scorede tre gange mod dem sidst, så hende fik man styr. I forvejen havde man også mere eller mindre fuldstændigt styr på en anden af de store spillere i 4-1 sejren, Mille Gejl. Gejl fik aldrig lov til meget, og så var meget af brodden taget ud af KoldingQ´s spil. Signe Baatrup arbejdede godt og ihærdigt, og Signe Boysen havde en god mulighed tæt på mål. Men nej. Brøndby var kommet foran 3-0 allerede efter 52 minutter på et mål af Olga Ahtinen, og det virkede som om kampen var definitivt afgjort her. KoldingQ prøvede og prøvede, og i det hele taget var deres anden halvleg mere end godkendt. Der var meget mere vilje, ildhu, gejst og pokalspil over dem end i første. Men Brøndby stod solidt og havde da også kampens allersidste chance, men Stina Lykke var på plads og tog sig af Nanna Christiansens nærgående forsøg. Og da kampens udmærkede dommer Tinna Høj Christensen fløjtede en god pokalfinale af, var der absolut ingen, der kunne sige noget til 3-0 sejren. Den var velfortjent på alle måder. Tillykke til Brøndby. Det er et dejligt ungt fodboldhold, I har.
 
Stemmer efter kampen
 
DBU's talentchef, Lene Terp, der jo er tidligere KoldingQ-træner, var også tilfreds med kampen.

- Først og fremmest må jeg rose det flotte arrangement her i Kolding. Og så var det en helt fortjent sejr. Brøndby havde foretaget nogle justeringer i forhold til sidst, og det virkede. KoldingQ kom bedre med efter pausen, men Brøndby var bare det bedste hold på dagen, lød det fra en smilende og som altid imødekommende Lene Terp.
 
KoldingQ cheftræner Peter Petersen var skuffet. Men fattet.
 
- Jeg tror som ikke der var flere nerver end sædvanligt.. Men der har været en masse hurlumhej omkring kampen, og det kan have spillet ind. Jeg synes ikke, vi får løbet de meter, vi skal i første halvleg især. Men vi er et ungt hold i en ung klub. Vi kommer stærkt igen, og nu går vi målrettet efter en bronzemedalje i slutspillet, lød det fra Peter Pedersen.
 
Mathilde Madsen, som er én af de mange nye i klubben, havde et stor smil på trods nederlaget.
 
- Det er simpelthen det største, jeg nogensinde har prøvet. Selvfølgelig var der lidt nerver på inden kampen, men sådan skal det da være. Jeg synes, holdet og vor træner har været gode til at lade os selv finde ud af en balance mellem det at træne og så at hjælpe klubben med al arbejdet op til kampen. I det hele taget er jeg lykkelig for at jeg skiftede til KoldingQ. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget, sagde en trods alt glad Mathilde Madsen, som ydede en stor, stor arbejdsindsats.
 
De to sidste indskiftninger var Nicoline Boeriis (71) for Mette Lorentzen, samt hos Brøndby Hana Persson (78) for Julie Thustrup.
 
Pokalfighter
 
Årets pokalfighter blev, helt fortjent, Brøndbys Ria Övling. Hun fik en time på banen og var også en af banens bedste. Brøndbys Sofie Svava var meget overbevisende sammen med Olga Ohtinen på et særdeles stærkt Brøndbyhold.
 
Hos KoldingQ lyste Signe Baatrup, den lille hidsige fighter af Guds nåde, op i mange, mange glimt. Mathilde Madsen får ros for en meget energisk indsats. Og så var det altså ærgerligt, at Esther Willems måtte forlade banen. Man manglede specielt hendes store fysik og mange, mange meters løbearbejde.
 
Til slut kæmpe ros til alle for et flot og fornemt arrangement. Det var virkelig noget, Kolding som by kunne være bekendt. Mange hundreder mennesker, små som store, har været involveret. Tak for jeres indsats ikke alene på dagen men så sandelig også de sidste uger. De 3360 lod til at have haft en god og stor oplevelse.