sportK - torsdag den 15. november 18.00 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ole Sørensen (c) / forsidefoto lånt fra linkedin  


Ole Møller Hansen længst til højre bag den daværende co-træner Thomas Dabelsten. Fotoet stammer i øvrigt fra trænernes oplæg
til lokal-braget på Mosevej, Kolding B-Kolding IF i 2. division, 9/11 2014

Smurfit Kappa og Ole Møller Hansen er stadig sponsor i Kolding Boldklub. Men han selv trækker sig fremover lidt i baggrunden
KONTINUITET : Smurfit Kappa er fortsat sponsor hos 'de blå'
   

SportK.net fangede Ole Møller Hansen, administrerende direktør i Smurfit Kappa, på vej hjem fra en forretningsrejse. Dem har han mange af. Ole Møller har en travl hverdag. Men trods mange, mange arbejdstimer har han nu i mange år fundet tid til også at gøre en indsats i Kolding Boldklub. Hvor hans firma også er sponsor.
 
- Og det vil vi stadig være. Jeg/vi smækker ikke med dørene, og vi vil stadig støtte danmarksserieholdet og Kolding Boldklub. Men personligt vil jeg ikke længere være en del af holdet i danmarksserien. Det er meget tidskrævende at stå bag et hold. Det kræver mange, mange timer i kulissen, hvor der skal præsteres et stykke arbejde. Det lægger folk ikke mærke til. Og så må jeg indrømme, at det ærgrer mig meget, at man ikke kunne nå til enighed med Torben Mølby. Han og jeg har haft et fantastisk samarbejde. Vi har ikke haft behov for at holde lange møder, hvor en telefonsamtale på fem minutter i stedet altid har været nok til at blive enige om noget. Han og jeg har samarbejdet om holdet. At finde den rigtige måde at behandle en trup på. At få truppen til at fungere på. At finde de rigtige lokale spillere og koncentrere os om dem. Jeg synes, Torben Mølby har været en fantastisk træner. Det har fungeret. Også sammen med Henrik Toft, som har været en stor del af det. Nu må klubben finde en anden i stedet for mig til at være med omkring holdet. Det er et stort arbejde, og nu trækker jeg mig lidt tilbage, siger altså Ole Møller Hansen.
 
Loyalitet
 
Torben Mølby har haft en loyal partner i Ole Møller Hansen. Og netop loyalitet har været vigtigt for Torben Mølby i forholdet til Ole Møller Hansen, fortæller han.
 
- Vi har altid kunnet stole på hinanden, og vi har altid udvist stor loyalitet overfor hinanden. Jeg vidste på forhånd, at Ole gerne ville prøve at finde en stærk leder, der delte hans anskuelse, om at vores klub skulle bestå af så mange lokale spillere som overhovedet muligt. Vi var begge med til at rydde op hist og her, og jeg synes, at vi kom langt. Især her i efteråret. Vi fandt den rigtige vej, og hvem ved? Måske kunne vi også have gået længere end der, hvor vi sluttede, mener Torben Mølby.