sportK - fredag den 30. november 19.45 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  


Oliver Buhl er tilbage i Kolding Boldklub efter mellemstationer i både Kolding IF (foto) og senest et halvt år i Billund.
En spiller, som har været savnet i den blå trøje, vurderer KB cheftræner Anders Flaskager

Kolding Boldklub ser ud til at være klar til foråret. Spillersamtalerne
har givet  optimisme
NY SPILLER : En ny "gammel" spiller tørner ud. Oliver Buhl er tilbage i Kolding Boldklub
  

Efter at man ikke kunne blive enige med Torben Mølby og Henrik Toft om et fortsat samarbejde, er det nu den gamle kæmpe Anders Flaskager, der er cheftræner. Han og assistentræner Peter "Pete" Buhl Madsen har den sidste uges tid haft samtaler med samtlige spillere på nær en eller to, som stadig mangler.
 
- Og det ser rigtig godt ud. Jeg har stor respekt for det arbejde, Torben Mølby og Henrik Toft har lavet med DS-holdet. Nu vil jeg så forsøge, sammen med min assistent og spillertruppen, at lægge nogle lag på. Jeg har forelagt mine ideer for spillerne, og umiddelbart synes, at ideerne er blevet taget godt imod, lyder det denne fredag formiddag fra Anders Flaskager.
 
Han vil forsøge at arbejde hen imod, at hans mandskab spiller på en lidt anden måde.
 
- Jeg ser gerne, at mit hold kommer til at spille noget offensivt presfodbold. Men i perioder i kampene. Jeg skal selvfølgelig ikke presse et spillesystem ned over hovedet på mine folk, for det handler også om, hvilke spillertyper, der er i truppen. Men jeg fornemmer, at det er noget, spillerne gerne vil være med til at prøve
Noget, som jeg lægger meget vægt på, er at mine spillere skal være modige. Vi skal turde nogle ting, og de skal ikke være bange for at lave fejl. Hvis man er det, så vinder man altså heller ikke mange kampe, mener Flaskager.
 
Han er yderst tilfreds med tilgangen af Oliver Buhl.
 
- Jeg tror, han har savnet Kolding Boldklub, hvor han jo har været før. Han havde nogle fantastiske år heroppe, og det er godt, han er tilbage. Han er en meget dygtig spiller og tilligemed et rigtig godt menneske, som vil passe godt ind, vurderer Flaskager.
 
Han har ikke tænkt sig at vente til en gang i januar med opstarten.
 
- Indtil jul træner vi en tre-fire gange med noget crossfit træning en gang om ugen. Det bliver rigtig hård træning, og når vi går på lidt julepause får spillerne et program, de kan følge. Jeg har alt for ofte set spillere komme til den første træning efter nytår i dårlig form. Fire-fem kilo tungere. Det sker ikke her. Vor officielle opstart bliver den 21. januar. men inden har vi nået at træne 4-6 gange, så vi ikke står på bar bund, lyder det fra Anders Flaskager.
 
Den nye assistenttræner Peter "Pete" Madsen glæder sig.
 
- Jeg føler, at klubben har givet mig et cadeau i forhold til at blive assistent for Anders. Samtalerne er gået fint, og jeg glæder mig over, at Oliver Buhl er tilbage. Han er en god spiller og et godt menneske. Min egen rolle bliver som sagt at være assistent, men jeg kan også tænkes at være aktiv inde på banen ind i mellem. Jeg stopper jo ikke med at spille selv. Men det ser vi på hen ad vejen, lyder det fra "Pete".
 
Anfører Kenneth Esters Petersen føler sig også godt tilpas.
 
- Jeg er også én af de, der har givet håndslag på at fortsætte. Det har været nogle gode konstruktive samtaler med vore to trænere. Meget opløftende og positivt. Det er vigtigt, at vi kan holde truppen så intakt som muligt, og at vi kan bibeholde vor stærke stamme forholdsvist uændret. Og det er sådan, det ser ud nu. Samtidig har vi af klubben fået lovning på de par ting, som vi i spillertruppen havde krævet. Nemlig en behandler og en målmandstræner. Vi har fået lovning på, at det får vi også. Så jeg glæder mig til fortsættelsen, og jeg skal nok holde mig i god form indtil vi starter for alvor, sagde anføreren.


KBs nye cheftræner Anders Flaskager
(foto lånt fra KBs web)

KB danmarksseries nye co-træner
Peter 'Pete' Madsen