sportK - lørdag den 12. december 16.15 - tekst & fotos Ole Sørensen (c)  


Kolding Futsal var under nærmest konstant 'beskydning', da Liga Vest's tophold Hjørring gæstede Sydbank Arena hal 3

Hjørring var for stor en mundfuld
TOPHOLD : Hjørring var bedst på alle parametre og vandt igen klart over Kolding Futsal
  

Futsal Liga vest, Kolding Futsal-Hjørring 5-11 (3-6)

Efter 2-2 kampen sidste weekend imod Lystrup talte Kolding-træner Jacob Andersen om de tre suveræne tophold i Liga vest - og så alle de andre. Det bedste af netop de tre tophold gæstede Sydbank Arena lørdag eftermiddag - og man må give Andersen ret. Spillede Lystrup godt i sidste weekend, så var Hjørring igen en klasse over, da nordjyderne vandt 11-5 over Kolding efter 6-3 ved pausen. Hjørring var nemlig lige en tand bedre end hjemmeholdet på nærmest alle parametre. Især på en gennemført taktik om at presse alle Koldings boldbesiddelser i et voldsomt opskruet tempo, der sjældent gav hjemmeholdet tid til for alvor at tænke sig om og sætte sit spil.
 
Kolding kom nu ellers foran 1-0 ved Søren Møller Jensen (som jeg tillader mig at kalde hjemmeholdets bedste i hele kampen). Men fjorten sekunder senere lå bolden i Koldings målnet bag Edin Handanagic, som stod første halvleg, mens 'helten' fra sidste weekend, Jesper Jørgensen igen stod de sidste tyve minutter. Hjørring satte tempoet - og det gav yderligere to mål omkring det femte minut til en 3-1 føring, inden Narek Djoulakian igen fik reduceret.
 
Nøgtern set, så kunne Hjørring på det tidspunkt såmænd godt have ført med et par mål mere, men både stolper og overligger stod heldigvis for hjemmeholdet i vejen. Alligevel faldt to mål til Hjørring med fem minutter tilbage til 2-5, inden halvlegen sluttede med et mål til hvert hold til halvlegsstillingen 3-6 - hjemmeholdets scoret af Jallal Nabolsi.
 
Der var nok at tale om i Kolding omklædningsrum i pausen, hvor Jacob Andersen igen - som i sidste uge - selv valgte at klæde sig om og deltage i anden halvleg. Alligevel lukkede to gæstemål indenfor de første fem minutter af anden halvleg kampen definitivt til 3-8 - og derfra var det kun 'kosmetik, at først Søren Møller Jensen, dernæst Jallal Nabolsi fik scoret for Kolding. For ind imellem havde Hjørring nemlig scoret tre gange, og dermed stod der 5-11 på hallens scoretavle ved sidste fløjt.
 
Det er aldrig rart at tabe! Slet ikke med seks mål - men måske var der alligevel en ringe trøst i at spore fremgang for Kolding Futsal i forhold til efterårets omvendte kamp i det nordjyske. Hvor Kolding tabte hele 7-0 !
 
Kolding spiller igen på fredag ude i Åbenrå.