Fodbold
træningskamp, Kolding IF 2 (js)-Sædding Guldager (s1) 2-3 (0-1)
Også Kolding IF jyllandsseriehold har nu fået halvfems minutters
kamptræning i benene op til den kommende forårssæson. Modstander på
Bramdrupdams lækre kunstgræsbane var SGI fra serie 1 - og det viste
sig at være et hold, som stod ganske godt til cheftræner Ken
Højlands tropper.
- Det blev vist sådan en rigtig typisk første træningskamp, hvor
begge hold vist havde adskillige spillere afsted på vinterferie. Så
det gjaldt først og fremmest om at komme i gang igen. Og hvor
resultatet ikke er så vigtigt - ellers ville vi jo aldrig havde
brugt nitten spillere undervejs i kampen. Og hvor 3-4 af drengene
endda aldrig før har prøvet at spille højere end serie fire.
Det blev da også den omtalte 'rodede' premierekamp, hvor det mest
gjaldt om at få rytmen i spillet tilbage. Jeg så en masse indsats -
en masse løbevillighed. Men måske naturligt nok også en frygtelig
masse forgæves løbemeter og fejl i opspillene.
SGI kom foran til pausestillingen 1-0 på et rigtigt 'søndags-skud'
(meget passende..) fra 25 meter. To minutter efter pausen blev det
0-2, inden Senthu reducerede til 1-2 på et straffespark. Michael
Sørensen (kommet til KIF fra serie ét-holdet Ribe) havde sidste fod
på hjemmeholdets flotteste angreb i hele kampen til 2-2. Alligevel
kunne vestjyderne rejse hjem med en 3-2 sejr på et mål fire minutter
før tid.
Truppen omkring Ken Højland og co-træner Sune Futtrup spiller igen
på lørdag i Vejle imod VB fra serie ét. |
|