sportK - lørdag den 9. marts 16.00 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  


KoldingQ kunne gøre hvad de ville, der var altid en Brøndby-fod i vejen - hér foden fra den tidligere KoldingQ-spiller Mille Gejl

Brøndby cruisede sig videre til pokalfinalen mod et afbudsramt KoldingQ
0-4 : KoldingQ tabte 0-4. Men de skal have stor ros for en ubændig fight
  

Fodbold pokalturneringen kvinder. Semifinale 2. kamp. KoldingQ-Brøndby 0-4 (0-1)

Når man, som KoldingQ, må undvære nøglespillere som keeper Lene Christensen, anfører Louise Eriksen, Benedicte L. Schrøder, Signe Boysen plus flere, så får man altså ikke bare sådan lige et resultat mod Brøndby.
 
Det gjorde KoldingQ da heller ikke på en råkold og blæsende lørdag eftermiddag. Brøndby var i kontrol kampen igennem og vandt 4-0. KoldingQ havde ganske få chancer, og når man er så handicappet, som holdet var denne dag, så skal man altså score på det, man får. Det gjorde holdet så ikke. Og ingen kan sætte en finger på Brøndbys sejr. Den kom i hus på baggrund af en meget stor boldbesiddelse og mange tilspillede chancer i løbet af kampen. Brøndby har et dejligt fodboldhold, som lægger vægt på det tekniske og chanceskabende fodbold. Og holdet er vel også lige nu og her det bedste kvindehold i Danmark. Så det var ingen skam at tabe til dem, KoldingQ. Jeres tid kommer.
 
Her fra dette site er der faktisk stor ros til KoldingQ. Ikke for specielt godt fodboldspil. Det fik man ikke lov til eller tid til. Men rosen gælder indsatsen. Viljen. Troen. Disse ting fejler ikke noget. Og det er også det, der skal bære fremover.
 
For der er fremtid i dette hold.
 
- Der er kun Lotte Troelsgaard, Sif Rykjær og Carola Schneider, der er over 20 år på holdet i dag. Resten er alle 17, 18 og 19 år. Og vi har Ea Rasmussen, Vilja Pedersen, Mia Olsen og Pernille Pedersen, der faktisk stadig kan spille U18, sagde cheftræner Peter Pedersen, der havde siddet i bilen på vej hjem til Aarhus og tænkt på det. Tak for det, Peter. Han er faktisk ungdomstræner!!
 
Han var godt tilfreds med indsatsen. Specielt indtil 2-0.
 
- Vi havde faktisk et par store chancer inden. Havde vi scoret på dem, kunne der måske havde blevet lidt spænding. Deres mål til 1-0 var lidt tilfældigt, synes jeg. Men da Brøndby kom på 2-0, døde kampen. Så var der for lang vej hjem. men alt i alt er jeg tilfreds med indsatsen. I dag viser vi, at vi har en bred trup, sagde han.
 
I fraværet af U19 landsholdskeeper Lene Christensen var det Mia Olsen, der vogtede buret. Og stor ros til hende. Hun kan under ingen omstændigheder lastes for nogle af de fire mål. I anden halvleg kom der en debutant på banen. Nemlig Pernille Pedersen. Hendes indhop skal ikke have nogen form for karakter. Det ville ikke være fair, for på dette tidspunkt var kampen tabt. Men hende ser vi med garanti igen. Også Lykke Kildegaard kom på banen, hvilket også Vilja Pedersen, endnu én af de nye, gjorde. Hende har sportK.net et godt øje til. Hun har en masse fart og en god energi.
 
Næste kamp er den kommende lørdag. Og man må sige, at KoldingQ tager tingene fra oven. Fortuna Hjørring kommer på besøg. Men denne gang gælder det noget andet. Det er nemlig første kamp i slutspillet om DM.