sportK - søndag den 10. marts 17.30 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  

0-0 på Mosevej i Kolding Boldklubs næstsidste træningskamp
LYSTRUP : Lystrup er sidst i DS pulje fire. Og der bliver de nok
  

Fodbold træningskamp, Kolding Boldklub-Lystrup 0-0

Indrømmet - sportK.net så ikke hele kampen, så nogen speciel skarpsindig analyse følger derfor ikke. Men under alle omstændigheder blev vi ikke imponeret af Lystrup, der ligger sidst i ds-rækken i pulje fire. Vi så ikke mange godbidder fra dem, og det vi så, og det var vel omkring 3/4 af kampen, var at holdet får et ualmindeligt svært forår.
 
Hvad så vi så fra de blås side? Jo, vi så, at defensiven fungerede ganske godt og ikke tillod Lystrup ret meget. Vi så, at Marco Storm vendte tilbage. Han blev skiftet ind i anden halvleg, og det var tydeligt, at han tilførte holdet og spillet noget fart og noget fremdrift. Vi så en masse spil og kombinationer, men der var ikke meget plads på Lystrups banehalvdel, og derfor er det altså svært at finde rum og plads. Og finde plads til dybe stikninger og løb. Vanskeligt, når et hold som Lystrup står så langt tilbage på banen.
 
Vi så også, at de blå gerne vil frem og angribe. Og presse. Og genpresse. Det ser ud til, at det spilkoncept passer godt ind. Hold endelig fast i det, KB. Det klæder jer.
 
- Jeg synes, vi skaber chancer. Jonas Rode har en friløber, Martin Engels har nogle forsøg på stolpe og overligger. Den kamp skulle vi have vundet 5-0. Det er frustrerende, vi ikke scorer og mangler skarpheden. Men processen fortsætter og fungerer, sagde cheftræner Anders Flaskager.
 
Sidste træningskamp inden premieren er på lørdag i Fredericia.