sportK - lørdag den 13. april 17.15 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  

Chokstart grundlagde Kolding Boldklubs sejr
TO MINUTTER : Michael Muurholm blev matchvinder med to mål på to minutter
  

Fodbold serie 1, Kolding Boldklub-FC Horsens 3-1 (3-0)

På forhånd havde de blå stor respekt for FC Horsens. Men respekten var dog ikke større, end den var til at overse. Michael Muurholm syntes ikke at have den store respekt, så han lavede to mål indenfor de første to minutter.
 
- Vi havde Narek tilbage på holdet, og Narek havde næstsidste fod på Michael Muurholms mål til 1-0 efter 30 sekunder. Og efter to minutter fik samme Muurholm chancen igen. Og han var iskold og scorede til 2-0. Senere i halvlegen fik vi et frispark, og det sparkede Morten Jæger ind til 3-0. Her var kampen mere eller mindre afgjort, sagde cheftræner Morten Hansen, der så ganske godt tilfreds ud.
 
Efter pausen skulle føringen egentlig bare holdes hjem. Det blev den så også. Og det var forholdsvis nemt. - Horsens spillede en anelse hårdt, og det kostede dem tre gule kort. Og de fik først reduceret i slutfasen, lød det fra Morten Hansen.
 
Han havde igen måttet trylle lidt. Der er mange skader i KB i øjeblikket, og når der er problemer på førsteholdet i DS, så smitter det af på andetholdet.
 
- Igen i dag havde vi nogle nye folk med. Heldigvis var én af dem Morten Lundbak, der først nu er ved at komme i gang igen p.g.a. uddannelse osv. Og han gjorde det flot. Så ros til holdet for en god indsats. Næste kamp er i Vejle 2. påskedag mod Vejle B. En svær kamp, men i hvert fald er det fint nok med seks point for de første tre kampe, sluttede Morten Hansen.