sportK - lørdag den 11. maj 19.00 - tekst Ole Sørensen - fotos Ole Sørensen (c)  


Trængselstider i Billunds forsvar i første halvleg. Men målene faldt nu først efter pausen

Vigtig sejr til Bramdrupdam
OPDELT RÆKKE : Serie 2 pulje 20 er brækket over i to !
  

Fodbold serie 2, Bramdrupdam GIF-Billund IF 3-0 (0-0)

BGIF gjorde sig selv en gevaldig god tjeneste ved at besejre Billund lørdag eftermiddag. Med sejren - og lørdagens sejr til også Den Bosniske i Gauerslund er 'gabet' ned til de 'farlige' bundpladser nu på fem point. Men dagens mål lod nu vente længe på sig..! Alle tre faldt nemlig i kampens sidste fjerdedel.
 
- Morten Lystrup 'skyldte én', for han havde chancer til vel at lave fire i dag. Heldigvis lykkedes det halvvejs ind i anden halvleg, hvor han fik afdriblet deres målmand og scorede sikkert til 1-0, fortalte BGIF-træner Thomas Lunderskov.
 
Blot fem minutter senere blev det 2-0.
 
- 'Så du det drøn', spurgte Rasmus Hansen mig efter sit mål. Men når sandheden skal frem, så blev den afslutning nu rettet kraftigt af på vej i mål. Rasmus blev i øvrigt 'kampens spiller' i dag, sagde Lunderskov. Som selv stod for målet til 3-0 i det sidste minut på et oplæg af Sebastian Hundevad.
 
Næste opgave for ham og holdet venter på torsdag, hvor der er lokalopgør på Bramdrupdam Stadion, hvor Den Bosniske IF kommer på besøg