sportK - tirsdag den 14. maj 22.00 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  


Klubbernes første opgør i marts endte med en sejr til KB på 2-1. Tirsdag aften
måtte holdene gå fra banen uden en vinder

Et point på udebane er ikke
så tosset endda !
VEJEN : Vejen er bundhold og kæmper for eksistensen
  

Fodbold serie 1, Vejen-Kolding Boldklub 1-1 (0-0)

Vejen kæmper en kamp for at blive hængende i rækken, så derfor var det ingen nem kamp for KB, der holder til i toppen. Og det er ret imponerende, for KB har været ramt af mange skader, der gør, at det altid gør ekstra ondt på et andethold.
 
- Så jeg giver et stort cadeau til de tretten, vi havde med i aften, roste cheftræner Morten Hansen.
 
Han var vidne til en første halvleg, hvor der ikke skete ret meget.
 
- Her var ikke mange chancer til nogle af holdene. I pausen snakkede vi om, at vi skulle gå højere op på Vejen. Vi skiftede til en 3:5:2, og det gjorde, at vi kom meget mere med, sagde Morten Hansen.
 
Det var Vejen, der kom foran, da en KB-spiller lavede en dum fejl. Men heldigvis fik man udlignet.
 
- Oplægget var via Silas Hausmann, der ramte stolpen, og det var Morten Lundbak, der fulgte op og udlignede, sagde Morten Hansen, der roste alle sine spillere men lige fremhævede en enkelt.
 
- Frederik Lykkeboe var i mine øjne den bedste i aften. Han er alsidig og dækkede i løbet af kampen mindst tre forskellige pladser. Flot, roste cheftræneren.
 
KB har 14 point for 8 kampe. Og en pæn afstand til bunden. Næste kamp er først søndag den 26. maj, hvor KB tager imod SUB Sønderborg. En sejr der og KB kan sandsynligvis ånde lettet op.
 
- Hvis vi for tredje sæson i streg ender oppe omkring toppen, så kan vi da vist være godt tilfredse, sluttede Morten Hansen.