sportK - mandag den 10. juni 19.30 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  

KoldingQ's U 16 er også i pokalfinalen
FORTUNA : Fortuna Hjørring er modstanderen i Havndal
  

Onsdag 19.00, 8970 Havndal :
Fodbold pokalfinale U 16 piger, Fortuna Hjørring-KoldingQ


Carsten Storm, som er 42 år, har været i KoldingQ som træner for U16 siden sommeren 2018. Han var tidligere i Haderslev, hvor han førte nogle meget unge spillere op fra U8 til U15.
 
- Jeg startede med pigerne, da de var otte år, og havde dem så helt op til U15. Her ville klubben så prøve noget andet, og det var helt fair. Så jeg rettede blikket mod Kolding og KoldingQ, hvor jeg har været siden sommeren 2018, siger han.
 
Han er meget begejstret for at være i klubben.
 
- Det er en fantastisk klub at være i, fortæller han.
 
- Klubben er i en fantastisk vækst, og den har nogle gode gener. Der er et godt samarbejde de forskellige trænere imellem, og vi snakker meget sammen for at gøre tingene endnu bedre. Vi trænere i de helt unge årgange skal hele tiden tænke i udvikling, udvikling, udvikling. Vi skal ikke fokusere så meget på resultater, men vi skal tænke på at prøve hele tiden at kunne levere opad. Resultaterne skal nok komme hen ad vejen, siger han.
 
Han nævner blandt andre ting, at han, som U16 træner, skal fokusere på at kunne levere spillere opad til i første række U18 pige DM.
 
- Vi har konstant 4-7 spillere, som på skift træner sammen med U 18 holdet. Samtidig har jeg så spillere fra U 15 årgangen, som skal træne sammen med os i U 16. Vort træningsmiljø i KoldingQ er fremragende, roser han.
 
I U16 liga 1 ligger hans hold og kæmper en hård kamp med OdenseQ om førstepladsen.
 
- Vi tabte til dem 0-1 derovre, men vandt så hjemme. Vi skal vinde vore to sidste kampe, mens OdenseQ skal sætte et point til. Så vinder vi rækken, siger han.
 
Men foreløbig gælder det pokalfinalen onsdag aften.