sportK - mandag den 10. juni 19.30 - tekst Michael Juncher - arkivfotos Ole Sørensen (c)  

Pokalfinale på Autocentralen Park
KOLDING : U15 spiller pokalfinale mod FC Horsens
  

Tirsdag 19.00, Autocentralen Park, Kolding :
Fodbold pokalfinale U 15 piger, KoldingQ-FC Horsens


Det kan næsten ikke blive større. Pokalfinalen i U15 bliver spillet på Autocentralen Park. Der er lagt et stort stykke arbejde i at få det hele gjort så festligt, som muligt. Der er fri entre, og det kan forhåbentlig lokke veninder, venner, familie, klubfolk og så videre til at komme. Der er mulighed for at købe mad og drikke. Der er stadionspeaker på. Repræsentanter for DBU Jylland er der også. Der er boldpiger og indløbs-piger. Og endelig kommer borgmester i Kolding Jørn Pedersen også. Så hvorfor kommer du, kære læser, så ikke også? Kom bare du. Og bliv underholdt at to dygtige fodboldhold, hvor mange af spillerne med garanti ad åre vil komme til at spille en rolle i kvindefodbolden her i Danmark.
 
Træner for KoldingQ´s piger er en ganske ung fyr. Han hedder Oliver Lundgaard, og han er vel landets yngste cheftræner med sine blot 19 år.
 
- Der følger nogle spændende uger nu. Pokalfinale tirsdag og på fredag tager ialt tyve spillere og trænere af sted til et stævne i tyske Steinhagen over weekenden. Når vi er hjemme igen, venter der tre kampe før turneringen er færdig. Vi ligger på en delt førsteplads men med en bedre målscore, så vi bestemmer selv vor placering, lyder det fra Oliver Lundgaard.
 
Han er i fuld gang med sin træneruddannelse.
 
- Jeg har taget B1 og snart venter B2. Jeg har sytten spillere i truppen, og vi supplerer jævnligt med spillere fra U16, fortæller han og får også med, at han har en aftale med KoldingQ for 2½ år mere.
 
Han har selvfølgelig også selv spillet bold og var i to år en del af Vejle Boldklubs hold i U17 2. division.
 
SportK.net ønsker hans hold held og lykke i finalen.