sportK - onsdag den 10. juli 20.30 - tekst Michael Juncher - fotos Ole Sørensen (c)  


Der var sjældent 'dramatik' foran Vejles mål i en anden halvleg, hvor KIF udskiftede et helt hold fra målmand til spydspids.
Men heller ikke i dette forsøg formåede 'de røde djævle' at vinde på Kolding Stadion

Kolding IF kom godt igennem
første træningskamp
GOD MODSTANDER : Vejle Boldklub var en dygtig sparringspartner. 1-1 blev det
  

Fodbold træningskamp, Kolding IF (NBL)-Vejle Boldklub (NBL) 1-1 (1-0)

Fodboldkampe mellem Kolding IF og Vejle B. er altid spændende og intense. Denne gang gjaldt det imidlertid en træningskamp de to klubber imellem, for turneringen starter snart. Derfor skal der prøves spillere. Og ikke overraskende benyttede begge hold retten til at skifte frit. Således beholdt cheftræner Anders Jensen blot to spillere fra første halvleg til at starte på anden halvdel. Det var Mads Zederkof og Niels Letort. Så det store publikum på Autocentralen Park........ var der ikke omkring 400....... så ikke mindre end 20 Kolding IF'ere på banen. Ni nye spillere kom nemlig på banen efter pausen.
 
Der vil ikke her i denne artikel komme en vurdering af Kolding IF's muligheder i Nordic Bet Ligaen ovenpå kampen mod Vejle. Det ville ikke være fair. Ej heller kommer der nogle dybe meninger om spillerne. Heller ikke fair.
 
Men sportK.net så dog alligevel nogle ting og sager hist og her. Vi så blandt andre ting en Jens Rinke stå en flot første halvleg. Vi så Niels Letort give prøver på sit store potentiale, vi så Mads Zederkof være sikkerheden selv i bag med stort overblik. Og vi så Jacob Eriksen komme ind efter pausen og i den grad vise, at han VIL dette her.
 
Det var Niels Letort, der bragte holdet foran 1-0, men Vejle fik udlignet sidst i kampen. 1-1 var vel rimeligt nok. Vejle var afgjort mest på bolden og kan sagtens være et hold, der kommer til at ligge helt i toppen og spille med om oprykningen. Men ligefrem specielt målfarlige kan man ikke kalde dem. Der er meget broderen, meget nips, meget småspil. Og man bemærkede, at "de røde" nok ikke rigtig er kommet til skudtræningen.
 
Kolding IF producerede ikke forfærdeligt meget. Til gengæld, og det er vigtigt, bemærkede man, at alle, og det var alle, arbejdede ihærdigt kampen igennem og gerne løb nogle ekstra meter for sidemanden. Se...det er et godt fundament.
 
KIFs cheftræner Anders Jensen var ganske godt tilfreds.
 
- Jeg synes, det var en fin kamp. Vi var gode på bolden især før pausen, men så var det som om, at rytmen blev brudt. Men sådan er det, når man skifter så mange spillere ind og ud. Jeg er godt tilfreds med indsatsen, og på lørdag, hvor vi møder Middelfart, så vil det blive det samme billede med mange spillere på banen i løbet af kampen. Men det er klart, at når vi når næste uge og de sidste to træningskampe før turneringen starter, så skal vi have fundet truppen til den første turneringskamp, sagde han. Han nævnte også, at Jeppe Hansen, som ikke var med onsdag aften, er med i truppen på lørdag.
 
Kampen mod Middelfart spilles lørdag 11.00 på Autocentralen Park.