sportK - søndag den 6. oktober 16.15 - tekst & friske fotos Ole Sørensen (c)  


Søren Lynge (lille foto til højre) tordner den fortjente udligning til 1-1 i 'kassen' ti minutter før tid

KB vandt fortjent lokalopgøret
'VIND ELLER FORSVIND' : Der var meget på spil for især hjemmeholdet i
søndagens lokalopgør i serie ét

  

Fodbold serie 1, Kolding Boldklub-Bramdrupdam GIF 2-1 (0-1)

Efter i dag resterer fire spillerunder i fodboldens serie ét. Og et blik på stillingen viser med al tydelighed, at alle tre Kolding-klubber let kan komme i farezonen og kan ende på rækkens to direkte nedrykningspladser. Derfor var der virkeligt noget på spil, da KB og Bramdrupdam mødtes på kunstgræsset på Mosevej søndag eftermiddag. En kamp, hvor en eventuel vinder af kampen ville have en fordel efter 1-1 i klubbernes første opgør. 'Et enkelt point ekstra', kaldte KB-træner Morten Hansen meget rigtigt kampen..
 
Måske var det betydningen, som ødelagde spillet. For det var sandt for dyden ikke det polerede fodboldspil, de godt fyrre tilskuere fik at se. Derimod var der ikke meget at udsætte på hverken vilje eller intensitet.
 
BGIF lignede set udefra det bedste hold den første halve time, hvor der ikke var meget, der lykkedes for hjemmeholdet. Og gæsterne kom da også fortjent foran allerede efter ti minutters spil, da Anders Kørschen fik en stikning gennem et fremrykket blåt forsvar og scorede fladt. Men mere tvingende aktioner foran KB's mål fik BGIF aldrig for alvor skabt. Og efter en halv time vendte spillet, hvor BGIF (måske presset) fik mere travlt med at forsvare sit forspring end at skabe chancer til at øge det.
 
Så KB kom bedre og bedre med. Nikolaj Haysen burde faktisk have udlignet fem minutter før pausen, da han fik en friløber - men skød lige på gæsternes målvogter.
 
2. halvleg
 
- Vi startede med at spille 4:1:4:1 for at lukke deres rum ned og presse dem på den måde. Det fungerede slet ikke – og det gjorde det ikke i hele første halvleg. Vi kommer lidt med i kampen tæt på halvleg, hvor også Haysen har den store chance - men ellers var det da deres halvleg. Derfor var vi nødt til at stille om, erkendte KB-træner Morten Hansen.
 
Til gengæld var der intet at udsætte på Nikolaj Haysens afslutning umiddelbart efter pausen, som tvang målvogter Gustav Rathleff til en rigtig 'tv-redning'. Men billedet fra slutningen af første halvleg fortsatte - KB pressede på (men kunne ikke rigtigt), mens Bramdrupdam havde mere end nok med at forsvare uden at gøre meget væsen af sig. Sågar en ti-minutters udvisning af backen Christian Mikkelsen midt i halvlegen overlevede BGIF. Men så var det også slut.
 
Ti minutter før tid fik KB spillet sig igennem på højrekanten, hvor bolden endte på midten for fødderne af Søren Lynge, som fra otte-ti meter bankede bolden i nettet til udligning 1-1.. Og det skulle gå helt galt for BGIF. KB fik tildelt et frispark lige udenfor feltet med tre minutter tilbage på klokken. Og det frispark sendte den rutinerede 'ræv' Morten Lundbak direkte i nettet til slutresultatet 2-1.
 
Respekt for BGIF's fight. Men KB's sejr var altså fortjent på en klar bedre sidste 'blå time'. De ville ganske enkelt bare mere...
 
- Det var noget l…! Men vi spiller ærligt talt ikke godt og er heldige med at have marginalerne på vores side i første halvleg i forhold til hvad vi har haft i alle de andre kampe. Spillet var en rode-butik og vi skulle jo bare have haft det ene point, erkendte en skuffet BGIF-træner Thomas Lunderskov.
 
- I anden halvleg er Bramdrupdam jo nærmest ikke over midten, så jeg synes at vi vinder fortjent. Det var jo for os tæt på at være en ’vind eller forsvind kamp’, så efter uafgjort derude, så er det nu os, der med sejren i dag er bedst indbyrdes. Hold kæft, hvor havde vi bare brug for den sejr i dag, erkendte KB-træner Morten Hansen.
 
Begge hold spiller igen på lørdag. BGIF hjemme imod topholdet Egen UI, mens KB ude møder Haderslev fK.



Nikolaj Haysen har hér første halvlegs bedste mulighed for KB
fem minutter før pausen. Men brændte den store chance


stilling lånt fra dbu.dk



Frisparket, der kostede BGIF's Christian Mikkelsen et gult kort
og ti minutter på bænken i 2. halvleg
 

Morten Lundbak's frispark smutter under BGIF's målvogter til KB's
sejrsmål blot tre minutter før tid
 


Morten Lundbak (flyvende) kan fejre sit sejrsmål kort før tid