Søndag 15.00,
Hancock Arena, Engvej 17, 7800 Skive :
Fodbold NordicBet Ligaen, Skive-Kolding IF
Vi vil ikke skrive noget om Skives fodboldhold i denne artikel!
Bortset fra at holdet har 21 point for 17 kampe, har en målscore på
23-25 - og at Skive er et stærkt hold, der for nylig har besejret
Fredericia med 2-0, har spillet 0-0 mod Vejle - og så også har tabt
1-3 til bundholdet fra Roskilde samt vundet 2-0 i Køge. Skive har to
mand i karantæne til denne kamp, hvilket i øvrigt ikke siger så
meget al den stund, at klubben har en meget stor trup.
Og inden vi går over til at skrive om Kolding IF, er det vigtigt,
her op til jul, at fortælle, at Hancock Bryggerierne, som ligger på
Humlevej i Skive, er kendt for at lave en meget stærk julebryg.
Og nu til Kolding IF. Efter fyringen af Anders Jensen i mandags, var
det klart, at assistenttræneren skulle overtage og føre holdet frem
til og over den sidste kamp i dette efterår. Og det er så, hvad Erik
Nielsen har gjort i løbet af ugen. Nu mangler blot kampen i Skive.
Og han har været godt tilfreds med ugens træningspas.
- Vi har haft en god træningsuge. Vort fokus har koncentreret sig
omkring tre nøgleord. Energi, gejst, humør. Det synes jeg, spillerne
har taget til sig. Vi har også sørget for under træningen at lave
nogle forskellige konkurrencer, som har fået smilene frem. Nu træner
vi let lørdag formiddag, hvor vi finpudser nogle ting. Men allerede
nu her torsdag aften har vi fuld fokus på kampen i Skive, så vi kan
slutte ordentligt af, lød det Erik Nielsen, der er cheftræner i
søndagens kamp med god assistance på bænken af målmandstræner
Christian Dybro.
Anfører Rune Nautrup
SportK.net fik fat i anfører Rune Nautrup torsdag aften. Han var
lige kommet hjem fra træningen. Og også fra noget andet.
- Vi spiser jo sammen hver torsdag aften efter træningen, og i aften
stod menuen på en thai-inspireret risret. Mht. kampen i Skive, så
føler jeg egentlig ikke, jeg som anfører har et ekstra ansvar i
forhold til de ting, der er sket denne uge. Jeg og de andre vil som
sædvanlig gøre alt for at vinde. Foreløbig har vi snakket om, at vi
skal prøve at presse højt oppe og erobre nogle bolde. Så vi skal nok
finde ud af, hvordan vi skal spille kampen. Vi plejer at spille
jævnbyrdige kampe mod Skive, og sådan kan det også blive denne gang,
sagde Rune Nautrup. |
|