sportK - fredag den 11. september 21.00 - tekst Michael Juncher - friskt foto Ole Sørensen (c)  


Hedensted-målvogter Kenneth Qvist og Nikolaj Haysen i duel langt udenfor Hedensteds mål.
Den duel vandt gæsternes målvogter - senere vandt hans hold også fredagens opgør klart med 3-1

Hedensted var effektive og vandt. Kolding Boldklub var ineffektive og tabte.
MÅLSCORER : KB mangler en giftig angriber
  

Fodbold danmarksserien, Kolding Boldklub-Hedensted 1-3 (0-2)

- Kæmperos til mine spillere. Men vi mangler en målscorer. Nicolai Dupont måtte give op under opvarmningen, og uden ham er vi slet ikke farlige nok. Vi har fire store chancer men får ikke udnyttet vore muligheder. Jeg er ikke imponeret af Hedensted, lød det fra en tydeligt skuffet og noget frustreret cheftræner Anders Flaskager efter nederlaget.
 
SportK.net kan sagtens forstå hans skuffelse, for selv om Hedensted har et godt og teknisk stærkt fodboldhold, så tæller KB´s dyder som indædt fight, vilje, tro på tingene og optimistisk spil temmelig meget. Og ret beset var kampen meget lige målt i boldbesiddelse. Måske endda i overvægt til "de blå". Hedensted spillede det smukkeste fodbold, når holdet i ganske mange sekvenser spillede angrebsfodbold i meget højt tempo, god spilforståelse og meget bevægelse. Men farlige var de ikke. Lige så ufarlige som hjemmeholdet. Men gæsterne var kyniske. De udnyttede to af KB's koks bagtil til at score to gange. Hvis kampen var endt uafgjort, ville det nok have været det rette billede af de 93 minutter. Men kynismen sejrede. Det gør sandsynligvis Hedensted til tophold. Vi får se.
 
KB startede godt og især venstresiden fungerede. Der var muligheder, men træfsikkerheden manglede. Ærgerligt at Thomas Heiker ikke spiller med støvler i størrelse 49, for så havde han nok prikket bolden ind efter 11 minutter. KB-føring her, og det ville have blevet en helt anden kamp. I stedet slog den glimrende Jonas Andersen til. Det gjorde han to gange, og så førte Hedensted 2-0 ved pausen.
 
Nicolaj Haysen kunne have reduceret efter 50 minutter, men han timede ikke sit hovedstød ordentligt. Med 20 minutter tilbage gjorde Alvin Huiseinovic noget dumt. Han sparkede bolden væk efter et dømt frispark, og da han i forvejen havde et gult kort, kunne dommer Martin Kjærgaard ikke gøre ret meget andet end at give ham det andet gule kort og samtidig pege mod udgangen. Dumt af den unge KBér, der dog skal have ros for en flot indsats. Han kan blive rigtig god.
 
Sjovt nok lagde KB, med 10 mand, et rigtig godt tryk på Hedensted kampen ud. Og pressede dem tilbage. Men igen. Farligheden er til at overse. Presset blev ikke mindre, da indskiftede Sebastian Bruhn med et kvarter igen fik reduceret til 1-2. Men det blev ikke til mere. Jo. Hedensted kom på 3-1 ved Ronni Nordnæs. Hvilket også var slutfacit.
 
Her fra dette site stor, stor ros til Kolding Boldklub, der helt klart her har et rigtig godt fodboldhold i støbeskeen. Det der med farligheden må man løse hend ad vejen. Men holdet synes at være godt besat på alle pladser. Der er også gode folk, der ikke var med fra start. Oscar Schultz gjorde et fornuftigt indhop, Sabao var slet ikke med pga. en skade, og det var således Nicolai Dupont heller ikke. Holdet bliver spændende at følge fremover.
 
Stærkt i billedet stod Thomas Heiker og Morten Jæger. Alvin Huseinovic er spændende, og Markus Rivera gav også løfter. Og så skal man lige lægge mærke til Frederik Hansen. En ung gut på vej fremad.