sportK - tirsdag den 15. september 22.00 - tekst & friskt foto Ken Jepsen (c)  

KB nedlagde Seest med hele 4-0 i en underholdende serie 1 kamp
UNDERHOLDENDE : KB fik revanche for august måneds nederlag
 

Fodbold herrer serie 1, Kolding B - Seest B 4-0 (1-0)

Begge hold startede med at spille frisk til, og man kunne se at alle 22 spillere gerne ville kampen og gik ganske frisk til opgaven. Dog blev det tydeligere og tydeligere at KB havde overtaget i dag, og det udmøntede sig således også i kampens første mål, som Kasper Døhr Thychosen satte ind i det 36. minut.
 
Det var også stillingen da begge holdne gik til pausen. I anden halvleg fortsatte billedet, med frisk spil fra begge sider, men med et klart overtag til de blå. Og allerede ti minutter efter pausen kunne KB atter juble, hvor Jacob Lorentzen ekspederede kuglen ind bag den sagesløse Seest keeper.
 
Kampen blev endelig lukket da Kasper Døhr Thychosen i det 74. minut afsluttede et velgennemspillet KB angreb. Sidste søm i Seest kisten hamrede Oscar Schultz så i tolv minutter før dommerens slutfløjt.
 
KB træner Ken Højland var naturligvis en glad mand efter kampen og sagde at spillerne helt fulgte gameplanen og gik højt på modstanderen fra kampens start.

- Vi starter kampen ganske aggressivt, og det finder Seest aldrig helt ud af at håndtere at vi sidder på dem konstant og vores pres sidder lige i skabet, så de ender med at slå lange bolde ned i hovedet på vore stoppere som klarer opgaven rigtigt fint.
 
Seest træneren Henrik Mathiasen var lidt fåmælt efter kampen - men erkendte at 'de blå' i dag var det bedste hold og fortsatte :
 
- I dag trykkede de os, og vi kunne ikke finde løsninger, så eneste forskel fra den omvendte kamp var at de var bedre end os på dagen.
 
Begge hold spiller igen søndag eftermiddag. KB har hjemme på Mosen besøg af Gråsten, mens Seest er på en svær opgave ude imod Broager. En kamp, som Seest meget gerne skal have point i...