sportK - fredag den 16. oktober 10.00 - tekst Michael Juncher   

Traditionsklub på besøg på Autocentralen Park
EfB : Rolig nu, Kolding IF. EfB havde altså sin storhedstid i 60'erne
  

Lørdag 14.00, Autocentralen Park :
Fodbold 1. division, Kolding IF-Esbjerg fB


Selv om EfB er tophold i rækken på andenpladsen med Viborg lige over sig, så er der sådan set ingen grund for Kolding IF til at ryste i bukserne af den grund. EfB´s storhedstid lå altså i 60'erne. Men her var klubben også stor. Fire danske mesterskaber på fem år fortæller vist alt. Også at klubben på tidspunkter havde otte spillere på A-landsholdet! Og siden har klubben spillet mange gode og halvgode sæsoner med et enkelt DM mere plus pokaltitler, sølv og bronzemedaljer. Vi snakker om en storklub her. Men der har også været nedrykninger. Sæsonen 2019-2020 var ikke god. Holdet rykkede ud igen, og nu jagter EfB en hurtig tilbagevenden til superligaen. For at holde trit med Viborg, må Kolding IF ikke få lov til at ødelægge det. EfB er favoritter i denne kamp. Men det er stadig "bare" bold, det drejer sig om.
 
Kolding IF´s cheftræner Morten Mølkjær og hans spillere har forberedt sig godt.
 
- I dag var vi 22 spillere med i træningen, og vi har selvfølgelig en god plan for kampen, som naturligvis er en stor udfordring for os. Vort fokus under træningen har været, at vi skal blive bedre til at spille hurtigere i et spil med færre berøringer. Samtidig har vi også stort fokus på at få minimeret vore individuelle fejl, sagde Mølkjær da vi fangede ham torsdag eftermiddag.
 
Han fortalte også, at der er fire-fem skadede i øjeblikket i en trup, som efterhånden kender hinanden særdeles godt. Man samles nemlig efter hver træning til en bid brød. Se, sådan noget skaber sammenhold. Måske viser det sig også i kampen lørdag.