sportK - lørdag den 24. oktober 21.00 - tekst & arkivfoto Ken Jepsen (c)  

Endnu et point på kontoen
til Kolding IF

TRE PÅ STRIBE : Nu har Kolding IF ikke tabt de seneste tre divisionskampe
  

Fodbold 1. division, FC Helsingør-Kolding IF 0-0

Den lille stime af kampe uden nederlag voksede sig lidt støre med ét point mere på kontoen i dag.
 
Første halvleg i Helsingør var både ganske lige og noget fysisk affære, hvor begge hold gik pænt til stålet. Men uden det resulterede i mål i nogle af enderne. Dog må det siges at det gæstende hold fra Kolding et par gange var tættest på, men uden det gav pote. Så efter de første 45 minutter kunne begge hold gå til pause med stillingen 0-0. Det eneste der manglede fra Koldings side var en scoring.
 
Anden halvleg startede med et pres fra Kolding og i det andet minut af halvlegen var Kolding igen ganske tæt på. Et flot indlæg fra Morten Ohlsen endte i flere gode forsøg, men uden bolden kunne passere målstregen.
Efter 20 minutter af anden halvleg clearede en koldingforsvarer lidt for dårligt og det gav en halv friløber og en gylden chance til divisions topscorer Frederik Kjær, som Frederik Ibsen i KIF's mål dog sikkert parerede.
 
Kort efter foretog Kolding så en masseudskiftning, hvor fire spillere blev skiftet i håbet om at kunne sætte sig mere på kampen. Efter 75 minutter kom Helsingør til en kæmpe chance, som dog strøg lige forbi Kolding målet. Så kampen sluttede som den startede, nemlig med 0-0 og dermed ét point til begge hold.
 
Morten Mølkjær var efter kampen godt tilfreds.
 
- Vi var klart bedst i den første times tid med flere muligheder for at bringe os foran. Dog må jeg anerkende at Helsingør naturligvis også havde sine muligheder. Men i dag havde vi igen en god mand på kassen, for Ibsen redder flere gode forsøg.
 
Mølkjær ærgrede sig dog voldsomt over den store tredobbelte chance i starten af anden halvleg, som burde have resulteret i en føring til KIF.
 
- Men grundlæggende spiller vi en god første halvleg, og med den firdobbelte indskiftning i anden halvleg fik vi mere ro på spillet og et bedre momentum.
 
Dog ærgrede det Mølkjær at man ragede fire gule kort til sig i kampen, hvilket udløser karantæne til Sebastian Sommer i næste kamp.