sportK - fredag den 20. november 11.00 - tekst Michael Juncher  

KoldingQ's kvindeligahold ligger godt til før de afgørende kampe
efter nytår
MÅL : 28 mål i 12 kampe har været stærkt medvirkende til holdets placering
  

Gjensidige Kvindeligaen holder pause for dette efterår. Grundspillet bliver ikke færdigspillet før efter nytår. Her mangler der to runder, hvor KoldingQ møder Fortuna Hjørring hjemme samt AGF ude. Lige nu og her er KoldingQ på fjerdepladsen, og kan man holde sig der, kan man starte slutspillet om DM med fire point.
SportK.net snakkede med cheftræner Anders Jensen torsdag formiddag. Vi var på besøg på kontoret på Fynske Bank Arena, hvor vi blandt andre ting spurgte ind til spillertruppen, hvor en del er på kontrakt. Er de samme spillere til rådighed i det nye år, er der nye på vej, hvordan har udviklingen været?
 
- Der er ingen, hvis kontrakt løber ud. Og når du spørger til, om der er nye på vej, kan jeg sige, at man som træner altid kigger på markedet. Men jeg synes faktisk, vi er godt dækket ind på alle pladser, siger han.
Hvordan har udviklingen på holdet så været? - Rent resultatmæssigt lagde vi ikke så godt ud og tabte de første tre kampe. Men holdet har hele tiden lagt på, og vi kom jo også i gang. Vi har arbejdet meget med de forskellige faser i spillet. Og der er vi kommet langt, vurderer cheftræneren.
 
Lige fra starten har Anders Jensen snakket meget om de tre faser.
 
- Fase 1 er der, hvor vi spiller os ud af modstanderens første pres. I fase 2 skal vi fastholde bolden, spille fremad og forsøge at lægge vort eget pres på modstandernes mål. Mens vi i fase 3 skal prøve at skabe chancerne. Vi skal være farlige, siger han.
 
Man må sige, at tingene efterhånden lykkes fint. Fundamentet er solidt. Hvis et hold ikke er gode til at forsvare, kan det hele sådan set være ligegyldigt. Muligvis scorer man mange mål , og det er vældigt underholdende at se på. Men hvis man lukker flere ind selv, så giver det ikke mange point. KoldingQ har et stærkt bageste forsvar og er blevet dygtigere til at føre bolden frem. Og nu er man også blevet farlige helt fremme. Boldtabene er blevet færre. Kort sagt er der tale om en markant fremgang over hele linjen.
 
Der bliver dog ikke hvilet på laurbærrene her. Det der med læne sig tilbage og være tilfreds med det hele, ligger slet ikke i cheftrænerens DNA.
 
- Jeg synes virkelig, vi er nået langt allerede. Men som jeg også siger til spillerne, så er der hårdt arbejde forude. Vi skal lægge på og blive endnu bedre. f.eks til at dominere kampene mere. Vi skal have tålmodighed, lyder det.
 
Han nævner specielt to kampe som nogle af de bedste i første halvdel.
 
- I 5-1 sejren i Farum over FC Nordsjælland var vi ikke specielt gode i første halvleg, men de sidste 45 minutter var rigtig gode og flotte. Måske var vor bedste kamp 3-3 kampen hjemme mod HB Køge.
Nede fra er der egne spillere, der banker på. U18 pige DM-holdet ligger i rækkens bedste halvdel tæt på toppen. - Mange af disse spillere er oppe at træne med os også. De er dygtige, og de er på rette vej. Men de skal have tid til at vænne sig til. Der er altså stor forskel på U18 fodbold og kvindeligaen. Det kræver tålmodighed, slår Anders Jensen fast.
Andetholdet i kvindeserie vest er også på vej. Holdet har til foråret mulighed for at spille sig op i 1. division. Men hvem skal træne dette hold? Rikke Husted har været cheftræner her hele efteråret, selv om hun faktisk skulle være holdt sidste sommer.
 
- Vi er meget glade for Rikke Husted, og vi arbejder på at finde én, som kan aflaste hende. Vi vil helst beholde Rikke, som har været en fantastisk støtte for mig, da jeg kom til sidste år, siger Anders Jensen.
KoldingQ træner videre og holder julepause sidst i uge 50. Der er opstart igen den 9. januar. Helt holde fri får spillerne dog ikke lov til. Alle får en hilsen med hjem fra klubbens fysiske træner.
 
SportK.net ønsker alle i KoldingQ en glædelig jul og et godt nytår.


Anders Jensen