sportK - torsdag den 4. februar 2021 21.45 - tekst Michael Juncher - foto lånt fra KoldingQ's web   


Måske den 'flotteste' fodboldbane i det sydlige Jylland ventede Næsby torsdag aften

Sif Rykjær var det rutinerede islæt på et meget ungt hold
LARS RYTTER : Rytter og co. sørgede for en super bane
  

Fodbold træning, KoldingQ (liga)-Næsby (1.div) 1-1 (0-1)

Sif Rykjær er tilbage igen efter en vanskelig periode udenfor. Hun er samtidig holdets mest rutinerede spiller, og hun får en masse spilletid i disse træningskampe, så KoldingQ igen kan gøre brug af hendes mange kvaliteter.
 
Hun var denne kolde aften rygraden på et meget ungt KoldingQ-hold. Det var de unges aften. Og efterhånden har cheftræner Anders Jensen mere og mere et bud på, hvordan startopstillingen skal være til premieren den 6. marts hjemme mod Fortuna. Han har efterhånden set alle i truppen an. Har han fået nogle svar, spørger vi.
 
- Ja, jeg har fået mange svar. Nogle positive, nogle knap så positive, siger han.
 
- Jeg synes, det var en fin kamp i aften. Næsby er et godt 1. divisionshold og var et godt match for os, mente Anders Jensen.
 
Da denne skribent ankom på Fynske Bank Arena blev øjnene da lige spærret op. Banen så flot, grøn og frisk ud. Og det på en kold, sur vinteraften.
 
- Stor ros til Lars Rytter og co. Der er blevet lavet et fornemt stykke arbejde i løbet af dagen, roste Anders Jensen.
 
Næsby kom foran 1-0, men Sophia Reval Husted er i målhumør og scorede igen. Denne gang scorede hun direkte på hjørnespark fra højre side. Måske med lidt hjælp fra en tøvende Næsby-keeper. Men et mål er altså et mål.
 
- Lørdag kl. 13.00 kommer OdenseQ på besøg. Vi pejler os så småt ind på, hvordan holdet skal være. Der er heldigvis mange om buddet, men jeg nærmer mig meget min startelver, sagde cheftræneren, der også roste baneforholdene i høje toner.
 
Nede på den anden kunststofbane trænede Jesper Gejl Larsen med sine U 18 spillere. Der trænes foreløbig to gange om ugen, hvor man mødes fysisk og træner i femmandsgrupper. Det er det eneste, der er tilladt lige nu og her. Alle spillerne har fået et program til selvtræning med hjem, som de skal følge de andre dage. Hvordan det går, kan du læse mere om, når sportK.net næste uge tager en snak med Jesper Gejl Larsen om hans syn på forårssæsonen