sportK - søndag den 7. februar 2021 18.00 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ole Sørensen (c)  


Per Jensen har igen fundet formen

BK Frem 1 har sat den rette kurs.
Hold 2 tabte igen
  

Keglebillard elitedivision
Bristol- BK Frem 1 2-6.

Lørdag gjorde Bristols Johnny Hansen det meget slemme ved Korsørs Kai H. Jensen. Jensen er sådan en spiller, som kan gøre det hele noget bøvlet. Han kan vinde over alle. Men ikke denne lørdag. Johnny Hansen gav ham lov til at starte med 12 point for derefter at lukke med 800. Så BK Frem's Kent Erichsen vidste på forhånd, at han skulle være helt oppe på tæerne, hvis han skulle vinde det, der meget vel kunne betragtes som en nøglekamp i søndagens match. Og Kent Erichsen var klar.
 
- Ja, jeg er ved at være der, hvor jeg gerne skulle være. Det kørte for mig i dag, sagde han efter kampen, som han vandt 800-178. Og det var i én indgang. Flot.
 
- Og så var det godt at se, at Per Jensen også er der igen. Han har været lidt nede et stykke tid men spillede en god kamp og vandt 800-248, lød det fra Erichsen.
 
Sebastian Skøtt spillede glimrende men tabte dog 640-800. Mens Bent Sørensen var ude i en meget tæt match.
 
- Hans modstander Thomas Salling havde faktisk tre muligheder for at lukke. Han manglede blot seks point men fejlede. Han fejlede også anden og tredje gang, og så lukkede Bent heldigvis. Så sejren blev så knap som 800-798, oplyste Kent Erichsen.
 
BK Frem 1 har nu 19 point på fjerdepladsen. Tre mere end Bristol, der er lige efter.
 
- Og vi skulle meget gerne op på i hvert fald tredjepladsen, så der er noget at tage med over i slutspillet, mente Kent Erichsen.
 
Næste kampe om fjorten dage er mod Vejby og Gilleje. Begge på udebane.
 
BK Frem 2- Korsør 3-5
 
Det går ikke så godt for andetholdet, der efter 0-8 lørdag imod klubbens førstehold søndag tabte 3-5 til Korsør.
 
Poul Arne Aagaard vandt sin kamp 800-732, mens Ulrik Schlünsen spillede uafgjort 800-800 med Lars Jensen. Desværre tabte såvel Allan Kjærsgaard (196-800) som Bjørn Aalsing (122-800). Dermed er holdet stadig tredjesidst og møder om 14 dage Helsingør og Ringsted. Begge kampe hjemme.