sportK - fredag den 2. april 2021 15.15 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ole Sørensen (c)  

Slutspillet starter for KoldingQ med et brag mod Brøndby
UDFORDRINGER : KoldingQ har en del spillere udenfor med diverse skavanker
  

Lørdag 14.00, Fynske Bank Arena :
Fodbold Gjensidige Kvindeliga, KoldingQ-Brøndby


Slutspillet hos kvinderne starter lørdag, hvor KoldingQ møder Brøndby i den første kamp. Brøndby har otte point med sig over, mens KoldingQ har fire. Og når man tænker på KoldingQ's flotte periode sidst i grundspillet, så er der absolut grund til optimisme. Er en medalje indenfor rækkevidde?
 
Nu ved sportK.net ikke noget om, hvilke problemer Brøndby måtte have på spillerfronten. Men vi ved noget om KoldingQ's. Og uden at gå nærmere ind på hvilke spillere, det drejer sig om, så kan vi bare konstatere, at fire spillere, som udmærket kunne være en del af startelleveren - eller i hvert fald truppen, synes at være væk.
 
- Jeg tror på, at det gode arbejde, vi har lagt her i klubben og ved træningen, nok skal bære frugt. Og selv om vi kommer til at mangle af de faste, så kaster vi under ingen omstændigheder håndklædet i ringen. Det bliver under alle omstændigheder en svær opgave, men jeg tror fuldt og fast på, vi kan løse den. Vi glæder os til kampen, lød det fra cheftræner Anders Jensen.
 
Brøndby kommer med to friske sejre over topholdet fra HB Køge. De to sejre bragte nemlig Brøndby i pokalfinalen, hvor de skal møde FC Thy-Thisted. Og på baggrund af de to friske sejre tøver sportK.net ikke med at udnævne Brøndby til svage favoritter lørdag.