Fodbold serie 2,
Rødding IF-Dalby GF 1-0 (1-0)
To oprykkere mødtes i sæsonpremieren i serie 2 i Rødding. I øvrigt i
et forrygende vejr, hvor sne, hagl og vind var en uundgåelig med- og
modspiller på banen.
Dalby startede opgøret i strid modvind og blev halvlegen igennem
presset langt tilbage og måtte forsøge at leve på hurtige
omstillinger.
- Og selvfølgelig holde bolden ved jorden, for den var jo nærmest
umulig at styre i luften, fortalte Dalby-træner Rasmus Gath, som
sammen med sit hold skadesbetinget måtte stille op uden fire
spillere i forhold til holdets sidste træningskamp imod Seest.
Det lykkedes kun betinget, for hjemmeholdet bragte sig på 1-0 efter
godt en halv times spil, hvor opdækningen ved forreste stolpe
kiksede ved et hjørnespark, som blev headet i nettet til 1-0.
Dalby fik naturligt nok bedre fat i anden halvlegs medvind. Men
nærmere end et par store - men brændte chancer til blandt andet
Arnel Veletanlic blev det ikke til.
- Jeg må jo også nok erkende, at vi stadig halter lidt bagefter i en
slags 'serie 3-form'. Men det skal nok komme, lovede Rasmus Gath,
der så holdet vælge Mehrdad Adili til 'man of the match'. Og som
havde speciel ros til sin midtforsvarer Mike Tidselholdt Aagaard for
en solid indsats.
Dalby spiller igen tirsdag den 13., hvor Ammitsbøl/Egtved tager
imod. |
|