sportK - onsdag den 7. april 2021 18.30 - tekst Michael Juncher   

Næste kamp venter for Kolding IF. Turen går til Hobro
PÅ VEJ : Kolding IF er på rette vej. Og det ser som ikke så håbløst ud endda
  

Fredag 18.30, DS-Arena Amerikavej 9, 9500 Hobro :
Fodbold 1. division, Hobro-Kolding IF


I dette nedrykningsspil er det faktisk kun Fremad Amager, der kan tage den lidt med ro. Med deres 31 point har amagerkanerne hele femten point ned til en placering, som pt. giver nedrykning. Det sætter de ikke til. Men fredagens modstander fra Hobro og Hvidovre har begge 24 point, og med 27 point at spille om, bliver nedrykningen afgjort mellem disse to klubber plus Skive med 17, Vendsyssel med 16 og Kolding IF med 15 point.
 
Cheftræner Kristoffer Wichmann og hans spillere arbejder hårdt og koncentreret. Efterhånden er alle klar. Desværre fik angriberen Adam Jacobsen en skade sidst.
 
- Vi afventer. Men jeg tror ikke, han når at blive klar. Heldigvis har jeg andre folk, der kan spille helt fremme, lyder det fra Wichmann.
 
Han har en sund respekt for Hobro.
 
- På papiret er det et voldsomt godt hold. Et hold med mange dygtige individualister. Vi har fuld fokus på dem og koncentrerer os udelukkende om den kamp. Alle kampe er rene pokalkampe, og vi tager dem én ad gangen, siger han.
 
LÆRING
 
Som Wichmann så rigtigt siger, så er alle kampe at sammenligne med pokalkampe. Og i den sidste ende er det vind eller forsvind.
 
- Mine spillere får en masse god læring ud af det. Læring og erfaring. Og det er virkelig noget, vi kan bruge i fremtiden. I Hobro skal vi være skarpe rent taktisk og forsøge at få marginalerne med os. Kort sagt skal vi have hul på bylden mht. at vinde fodboldkampe. Og det med at få hul på bylden, er det da helt klart noget, jeg forventer vi får, siger han.
 
UDTRYK
 
Man hører ofte fodboldtrænere sige, at holdet og spillerne ikke var klar. Eller at holdet/spillerne ikke var der fra start. I dag hører man mere og mere, at trænerne mente, at holdet havde et godt/skidt udtryk på banen.
 
- Du kan også sige, at spillerne var parat til 'dø med støvlerne på'. Var de parat til det, så kan man sådan set ikke forlange mere. Men det der med at have et godt udtryk, handler også om, at spillerne føler sig stærke. At de agerer på tingene, ikke lader sig påvirke af modgang, at de handler, viser determination og stærk vilje. At de er stærke i modgang. Alt sådan nogle ting. Og det er ting, vi arbejder på hele tiden, lyder fra cheftræneren.