sportK - torsdag den 1. april 2021 11.00 - tekst Michael Juncher   

Så går det løs! Hvidovre er første modstander i nedrykningsspillet
KRISTOFFER WICHMANN : Vi skal have marginalerne med os
  

Søndag 14.00, Autocentralen Park :
Fodbold 1. division, Kolding IF-Hvidovre


Hvor er det en skam, at Kolding IF's 12. mand, tilskuerne, ikke er i stand til at bære holdet fremad. Og opad. Men det lader sig ikke gøre. I hvert fald lige nu. Restriktionerne siger, at der ikke må komme tilskuere på stadion.
 
Men så må man klare sig selv. Torsdag morgen fangede vi cheftræner Kristoffer Wichmann på vej fra København til Kolding. Der skal trænes torsdag, fredag og let lørdag, så man er klar på opgaven.
 
- Denne kamp er ikke vigtigere end andre. Alle 10 kampe i slutspillet er vigtige. Vi forbereder os mod Hvidovre og deres spidskompetencer. Det handler blandt andre ting om deres styrker i standardsituationerne. Og vi ved, de vil komme med en masse power. For os handler det om at præstere ordentligt. Gør alle det, så får vi også marginalerne med os, siger cheftræneren, der sandsynligvis må se bort fra Sebastian Sommer.
 
- Han beskadigede sin skulder netop mod Hvidovre for nylig, og den volder ham stadig besvær. Nok så meget at han ikke er med søndag, lyder det fra Kristoffer Wichmann. Men bortset fra Sommer, skulle hele truppen være klar og parat. Og mon ikke purunge Ahmed Daghim kommer med ekstra selvtillid efter sine to mål i træningskampen mod Esbjerg.
 
Som skrevet mødes de seks hold ude og hjemme, og lige nu og her er det Skive og Kolding IF, der ligger placeret på nedrykningspladserne med hver 14 point. Lige over ligger Vendsyssel med 16. Hvidovre har 23 point, mens Hobro med 24 og Fremad Amager med 28 'topper' slutspillet.


'før-stilling' lånt fra flashscore.dk