sportK - onsdag den 28. april 2021 22.00 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ken Jepsen (c)  


HERLIGT igen at se tilskuere på Autocentralen Park. KIF har lige nu virkeligt brug for lidt ekstra støtte,
så tribunen må meget gerne 'fyldes op' til de max. 1500 tilladte tilskuere, når Fremad Amager kommer på besøg fredag aften

Kolding IF mangler seks kampe. Fredag gælder det Fremad Amager
6 : 2
  

Fredag 19.00, Autocentralen Park :
Fodbold 1. division, Kolding IF-Fremad Amager


Denne foromtale bliver uden kommentar fra cheftræner Kristoffer Wichmann. Han har "fået fri" for kommentarer. Han er i øjeblikket på Pro-træner kursus, og mon ikke det ikke er vigtigere end en snak med sportK.net? Det tror vi.
 
Fremad Amager skulle måske have en erkendtlighed af Kolding IF. De var nemlig så venlige at slå Skive sidste weekend (2-0, red.), og det passede KIF meget, meget fint. Så Wichmann's tropper har stadig kun to point op til Vendsyssel og Skive.
 
Denne gang kunne vi jo lege lidt med to scenarier :
 
Scenarie 1: Kolding IF vinder. Skive taber i Hvidovre, mens Vendsyssel taber hjemme til Hobro. Vupti. Kolding IF er 1 point over stregen.
Scenarie 2: Kolding IF taber. Skive og Vendsyssel vinder. Skidt scenarie, for så er Kolding IF pludselig fem point efter.
 
Ud over Fremad Amager mangler Kolding IF i rækkefølge at møde Hvidovre (ude), Vendsyssel (ude), Hobro (hj), Fremad Amager (ude) samt Skive hjemme på sidste spilledag.
 
Hjemmeholdet skal passe gevaldigt på, for amagerkanerne scorer mange mål. 45 er det blevet til, og tre spillere står for 26 mål. Olusegon (6) Pierre Larsen (9) samt topscoreren Kristoffer Munksgaard (11). Det var for øvrigt de to førstnævnte, der scorede målene mod Skive.
 
Sidst på Autocentralen Park var der omkring de 1000 tilskuere. Der er plads til godt og vel 400 mere, og hvis klubbens fans tager et ekstra tag i nakken på sig selv og støtter højlydt udefra, så kan det som være forskellen på succes. Og fiasko...
 
Så kom afsted.