sportK - lørdag den 1. maj 2021 15.15 - tekst Michael Juncher - friske fotos Ole Sørensen (c)  


KoldingQ's mål til 1-0 scoret af Rikke Stenhold (liggende til højre) efter blot ni minutters spil

KoldingQ's U18 pige DM holder
fast i toppen
SEJR : Det var holdets 11. sejr. Nu venter det suveræne tophold næste lørdag
  

Fodbold U 18 pige DM, KoldingQ-FC Thy Piger/Skyum 2-0 (1-0)

Det var KoldingQ's 11 sejr, som bragte holdet op på rækkens delte andenplads. 31 point og en målscore på nu 51-26 fortæller noget om styrken. Målet er at komme i top fem eller seks. Det kan også blive til en medalje, men der er i alt seks hold, der kæmper om det. Guldet går nok til Fortuna Hjørring, som endnu ikke har tabt. Netop Fortuna er næste opgave i turneringen på lørdag. Hvorfor ikke give nordjyderne deres første nederlag? Vi får se.
 
Først skal holdet imidlertid spille pokalkamp. Det er på onsdag 19.00 på Fynske Bank Arena og en semifinale i jysk pokal mod Silkeborg. Der er kun én semifinale. Den anden står mellem AaB og Fortuna.
 
- Jeg ved godt, hvilken kamp, jeg helst vil slå Fortuna i. Det kunne være lækkert at vinde en pokalfinale, sagde cheftræner Jesper Gejl Larsen, da vi fangede ham efter lørdagskampen.
 
Han var godt tilfreds med lørdagens indsats.
 
- Det så meget fornuftigt ud. Vi var dog ikke specielt farlige, men vi stod rigtig godt defensivt. Lige den midterste del af kampen gik vi ned i tempo, hvor det hele blev for omstændigt og langsomt. Men helhedsindtrykket var fint nok, sagde han.
 
Han har en stor bred trup, så der blev sparet nogle kræfter til de næste vigtige kampe. Rikke Stenhold bragte sit hold foran 1-0 med sit mål efter ni minutter, mens det var indskiftede Ida Olsen, der lavede målet til 2-0.
 
Samme Ida Olsen er en spændende spiller, som først nu er ved at blive helt klar efter en slem korsbåndsskade, som har holdt hende ude i et års tid.
 
- Ida kunne I måske lave noget særskilt på i SportK.net. Hun er meget spændende og en god historie, lød det fra Jesper Gejl Larsen. Så tjah, hvorfor ikke? SportK.net kigger på det.