sportK - tirsdag den 4. maj 2021 10.30 - tekst Michael Juncher   

Sidst blev det 1-1. Kolding IF
møder Hvidovre
MOMENTUM : Begge hold er inde i en stabil periode. Onsdag aften mødes de igen
  

Onsdag 18.30, Pro Ventilations Arena, Sollentuna Allé 1, 2650 Hvidovre :
Fodbold 1. division, Hvidovre-Kolding IF


Cheftræner Kristoffer Wichmann har stort kendskab til modstanderen.
 
- Det er et rigtig fint hold med mange rutinerede spillere. Og så er de gode i deres første pres. Det skal vi være parate til og være aggressive i vort eget pres, siger han.
 
Han er meget tilfreds med sine spillere.
 
- Ja, jeg er mega tilfreds med dem. De følger mange af de ideer, jeg er kommet med. Vi tager tingene fra kamp til kamp, og vi skal ikke tænke på at få andres hjælp. Vi skal holde fokus på os selv, og det er kun os selv, der kan og skal afgøre tingene. Og efterhånden har vi faktisk alle mand klar. Så det er klart, at nogle uvægerligt bliver skuffede, for jeg kan jo ikke have alle med. Men sådan er det, når man spiller på dette niveau, og det ved alle spillerne udmærket, siger Wichmann.
 
Den 4.4 mødtes de to hold i Kolding i en 1-1 kamp. Der er gået godt og vel en måned siden da, og begge mandskaber er inde i en stabil periode. 8 point i fem kampe. Hvidovre var endda så venlige at slå Skive i deres sidste kamp. 3-0 blev det. Tak for det, Hvidovre. Men københavnerne må gerne tage en slapper onsdag aften.
 
Der er endnu en interessant kamp torsdag aften. Her mødes Skive og Vendsyssel.
 
Jo, spændingen er mere end intakt i nedrykningsspillet.
 
Og lad os lige rekapitulere. Kolding IF er tredjesidst med 22 point. Lige under er Vendsyssel og Skive med hver 21. Hvidovre kan tage det roligt. Med deres 31 point kommer de ikke i knibe.