sportK - fredag den 8. oktober 2021 16.45 - tekst Michael Juncher   

Klassisk opgør. KoldingQ møder Brøndby
ÅBEN : Det er en helt åben kamp. Alle tre scenarier er i spil her !
  

Søndag 15.00, Autocentralen Park :
Fodbold Gjensidige Kvindeligaen, KoldingQ-Brøndby


I perioden mellem 2002 og 2020 delte Brøndby og Fortuna Hjørring titlen som dansk mester mellem sig. Brøndby har i alt vundet DM 12 gange, mens Fortuna Hjørring vandt 11 gange. Men i 2021 skete der noget, der straks gik ud over selvforståelsen hos begge klubber. Den nye frække pige/kvinde i klassen HB Køge blev danske mestre. Så på én eller anden måde er det et "såret" Brøndby-hold, der løber på banen søndag eftermiddag. Holdet er lige nu rækkens nummer fire, og den slags er man ikke vant til. Så ingen tvivl om at Brøndby kommer for at vinde og vil gøre alt for det.
 
Er de så favoritter? Nej. Det er de ikke. KoldingQ har været ude for en åreladning og nogle skader hos bærende spillere.Men imponerende nok har man formået at stille et særdeles slagkraftigt hold på benene af meget unge mennesker, som arbejder knaldhårdt. Så kampen er meget åben.
 
KoldingQ's cheftræner Anders Jensen har respekt for Brøndby. Men han og holdet er ikke bange for dem.
 
- Brøndby kæmper for at holde trit med holdene ovenover sig. Men kig lige på stillingen. Vi kan faktisk komme op på siden af dem med en sejr, siger han. Og sådan er det. KoldingQ er nummer fem med 10 point, mens Brøndby er nummer fire med 13.
 
- Ajla Julardzija er på tur med skolen og er ikke med. Og Pernille Sandvig er på opgave med U 17 landsholdet. Ellers har jeg alle klar og friske efter pokalsejren på 1-0 over Varde i onsdag. Vi træner let lørdag formiddag og først da udtager vi den endelige trup, sagde Anders Jensen.