sportK - lørdag den 9. oktober 2021 17.00 - tekst Michael Juncher - friskt foto Ole Sørensen (c)  

Aarhus 1900 vandt fortjent
SKIDT : En utrolig dårlig første halvleg kostede dyrt for KB
  

Fodbold jyllandsserien 1, Kolding Boldklub-Aarhus 1900 1-2 (0-2)

KB tabte 1-2 til et veloplagt og determineret Aarhus 1900 hold, der kom til Kolding med en enorm fysik og en lige så stor viljestyrke. Det var gæsternes første halvleg hele vejen igennem. Nå ja, lige bortset Martin Riis' afslutning efter blot tre minutter efter godt opspil i højre side. Havde han ramt den ordentligt, kunne det have blevet en helt anden kamp. Men han var endnu ikke 'varmet' op. Riis skal dog, som én af de få KB'ere, have ros for en god indsats. Først og fremmest fysisk. Det var tydeligt, at Aarhus havde læst lektier hjemmefra, og de passede rigtig godt på Martin Riis, som dog er så kropsstærk, at man aldrig helt kan holde ham nede.
 
KB kunne nu ikke holde Frederik Tramm nede. Han scorede to gange før pausen.
 
Efter pausen kom KB betydeligt bedre med. En god start blev vekslet til reducering efter 48 minutter. Martin Hedeager Jensen drejede flot en indlæg fra højre side ind til 1-2. KB var med hele vejen og der begyndte at komme noget flow ind i spillet. Efter 63 minutter kom Sophus Linnet Raarup ind til sit comeback efter flere ugers fravær. Han måtte dog lige udenfor igen. Var det næseblod? Men han kom dog ind igen, og det var en klar succes, for nu var der i hvert fald to spillere fremme, som Aarhus 1900 skulle holde øje med. Men hverken han eller Martin Riis kom til det helt store. Selv om KB optisk set var i offensiven i anden halvleg, så nyttede det ikke rigtig noget. Aarhus spillede klogt, og især fysisk satte de sig igennem overfor de fleste af KB'erne, der er letvægtere frem for sværvægtere som Riis og Linnet Raarup. De to fik simpelthen for lidt støtte fra andet geled.
 
Så det blev ved 1-2.
 
- Første halvleg var skidt. Efter pausen fik vi mere styr på det offensive med nogle indskiftninger og omrokering med Hedeager på toppen. Men alt i alt tabte vi vel fortjent. Nu bliver det svært. Vi har topholdet Viby næste gang på udebane. det bliver ikke let, sagde cheftræner Torben Mølby.
 
Bedst hos KB som skrevet Martin Riis samt keeper Jens Larsen. Thomas Heiker var som sædvanlig en kæmpe i bag sammen med Dennis Johansen, der må have løbet mange, mange skridt i den kamp.