sportK - lørdag den 20. november 2021 18.15 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ole Sørensen (c)  

U17 drengene kunne og burde have sikret sig et bedre resultat
CHANCER : Chancerne var der, men de blev misbrugt. Og så tabte man
  

Fodbold U17 drengedivisionen, Kolding IF-Hvidovre 1-2 (0-0)

Første halvleg tilhørte Kolding IF, og holdet gik egentlig ganske trygt ud til anden halvleg.

- Vi spiller normalt 4:4:2, men vi spillede i stedet 4:3:3 i dag. Det gjorde vi for ikke at blive overspillet centralt på banen af Hvidovres 3:4:1:2 system. Og det fungerede fint før pausen. Vi havde også to 100 % chancer, som vi burde have udnyttet. Men vi følte os ganske godt trygge, da vi gik på banen til anden halvleg, sagde cheftræner Senthu efter kampen.

- Desværre blev det Hvidovre, der vandt slaget om midtbanen i anden halvleg. Vi fik scoret ved Benjamin Opanovic, og havde også et kæmpe tilbud efter 93 minutter, som vi ikke fik udnyttet, ærgrede Senthu sig.
Til gengæld storroste han Oscar Bjerre.

- Oscar har en lang skadeshistorik, men nu har han spillet fem kampe i streg i overbevisende stil fra sin position som højre kant. Han spillede en fantastisk kamp i dag, var en konstant trussel og kan han undgå skader fremover, spår jeg ham en stor fremtid. Jeg håber, jeg kan have ham i nogle år fremover og træne ham på en måde, så han undgår alvorlige skader, lød det fra Senthu. Oscar Bjerre er en spiller, der er stort fokus på også fra andre klubber. Måske skulle Kolding IF forsøge at holde godt fast i ham.

Næste kamp og sidste kamp inden juleferien er på lørdag i Næsby.