sportK - lørdag den 8. januar 2022 18.45 - tekst Michael Juncher - arkivfoto Ole Sørensen (c)  


Benny Kjærsgaard (t.v.) og Sebastian Skøtt delte dagens match efter otte indgange

Mageløst. SportK.net havde tippet point til BK Frem. Og vi fik ret !
OKAY... : Point ville der nu være under alle omstændigheder
  

Keglebillard elitedivision, BK Frem 2-BK Frem 1 1-7

Da det var klubbens hold 1 og 2, der mødtes her, så ville der selvfølgelig være point at tjene for klubben. Og det var, som ventet, hold 1, der løb med dem.

Den uafgjorte kamp stod mellem Benny Kjærsgaard og Sebastian Skøtt.

- Sebastian Skøtt hev de 800 point og en uafgjort hjem i otte indgange. Men Benny Kjærsgaard spillede nu bedst og burde nok have vundet her, lød det fra Kent Erichsen, der selv følte sig rigtig godt tilpas.

- Det var bestemt ikke mit efterår, hvor jeg aldrig fik gang i mit spil. Min kamp mod Allan Kjærsgaard var min bedste i denne sæson, og nu skulle jeg gerne holde fast, sagde han.

Han havde også dagens største serie med sine 538. Og vandt i tre indgange.

Kampen mellem Per Jensen og Poul Arne Aagaard var ganske spændende.

- Poul Arne spillede godt og bragte sig langt foran efter første udlæg, hvor Per fik en streg. Men Per kom fint igen og vandt 800-584. Godt at se noget af den gode gamle Per Jensen igen, lød roserne fra Kent Erichsen.

Han nævnte også hold 2's Ulrik Schlünsen.

- Ulrik lagde ud med en serie på 372 men måtte dog se sig besejret af Bent Sørensen i den sidste ende. Men fin indsats af hold 2.

Søndag spiller hold 1 i Asaa.

- Sidst slog vi dem 5-3. Men de er svære at have med at gøre. Især på deres hjemmebane. Så det bliver bestemt ikke let. Hold 2 skal hjemme møde rækkens nummer et Bristol, og de får det svært, selv om de spiller hjemme, lød det fra Kent Erichsen.

Hold 1 er nummer tre i tabellen, mens hold 2 er næstsidst.