sportK - torsdag den 5. maj 2022 17.30 - tekst Michael Juncher    

Lokalopgør på Stadion. Middelfart kigger forbi
SPÆNDENDE : Begge mandskaber har vind i sejlene
  

Fredag 19.00, Autocentralen Park :
Fodbold 2. division herrer kval-spil ned, Kolding IF-Middelfart


Lad os kigge på Middelfart først. Mange havde dømt holdet til nedrykning, da dette slutspil startede. Men nu har holdet fået medvind og vundet de sidste to kampe.

ANDERS JENSEN

- Ja. Det har givet noget selvtillid. Kampene mod Brabrand (2-1) og FA 2000 (2-0) var begge 'must win' kampe. Så det hele ser meget bedre ud nu. Men vi tager én kamp ad gangen og ser, hvad de kan bringe os. Vi er helt klar over, at vi fredag aften er klare underdogs. Men vi og jeg glæder os til kampen. Jeg glæder mig også til at komme tilbage til Autocentralen Park, som jeg jo kender ud og ind. Og jeg kan love, at vi i Middelfart vil gøre alt og give alt for et godt resultat, lyder det stålsat fra cheftræner Anders Jensen.

Han har også nogle tidligere Kolding IF'ere med i sin trup. Såvel Mathias Høgsholt som Denis Fazlagic er med i hans trup. Og måske også Benjamin Zjajo. Middelfart kom med den seneste sejr op på 22 point. Med syv kampe igen og fem point op til en placering som nummer fem, som sikrer endnu en sæson i 2. division (Brabrand har 27 point her, red.) så er der masser af håb.

KOLDING IF

KIF har også gode præstationer at kigge tilbage på. Og det kører for Kristoffer Wichmanns tropper lige nu. Er det ikke sådan, at holdet er ubesejret de sidste ti kampe? Og er det ikke sådan, at man nu er begyndt at score mange mål? Jo, lige præcis. Otte mål har man scoret de sidste to kampe. Sidst lavede man fem kasser i Aarhus i 5-1 sejren over Aarhus Fremad. Jamen, hvad sker der lige her? Der har været en del 0-0 kampe, hvor man dog har tjent et point. Men målene er udeblevet. Nu kommer de i stribevis. SportK satte Kristoffer Wichmann i stævne og spurgte ind til det faktum. Og hvis man tror, at denne skribent blev mødt af en storskrydende cheftræner, så tror man fejl!

- Jeg har jo aldrig tvivlet på, at vi ville komme i gang med målscoringerne. Det har jeg stædigt sagt i lang tid. Og nu sker det så. Men jeg og spillerne skal ikke ligge på den lade side af den grund. Og jeg er meget nøgtern omkring det hele. Men jeg tror, der hænger sammen med, at vi hele tiden har haft en klar strategi. En stor tiltro til tingene og hele tiden haft en klar substans i spillet og i hverdagen til træning. Udfordringen nu består i at holde fast. Blive ved. Vi har set guleroden for næserne af os og lige pludselig er det hele blevet forløst. Men vi må ikke slappe af. Vi skal fortsætte det gode arbejde til vore træninger og i kamp. Og det vi laver nytter jo noget, kan vi se nu. Vi har løftet hinanden, og der arbejder vi videre på. Jeg holder meget af mottoet, der siger at 'fodbold spilles med hjertet', mens fødderne 'bare' er et værktøj, lyder det med passion fra Wichmann.

STENTOFT

Med fornavnet Oscar nævner han også. Mange efterlyser spillere med lokale rødder på holdet. Og Oscar Stentoft er koldingdreng. Og beviset på, at unge lokale spillere kan altså godt komme på holdet i Kolding IF.

- Han var med sidst i Aarhus. Han har trænet godt og indædt. Han træner og arbejder stenhårdt og gør det godt. Han var med fra start sidst, og det er han igen. Hårdt arbejde betaler sig, lyder det fra Wichmann.

KOLDING IF FANS

...skal, som sædvanligt heppe på hjemmeholdet. I gør det godt. Både ude og hjemme. Men hav lige overskud til også at sige pænt velkommen til Middelfart - og specielt deres cheftræner Anders Jensen.

GOD KAMP til alle !