Kolding IF U18
I den netop afsluttede sæson 2021/22 blev Kolding IF danske mestre i
U18. Nu står den nye sæson for døren. Der er premiere lørdag den 13.
august hjemme mod AGF. Trænerbesætningen er den samme. Det er igen
Jesper Gejl Larsen, der er cheftræner. Og vi spurgte selvfølgelig,
om hans hold kan gentage succesen.
- Mit bedste bud lige nu og her er, at
vi ender i top fem. Jeg har FC Nordsjælland som ret store favoritter
i denne sæson. De har et meget dygtigt og teknisk godt hold med
masser af fart. De bliver svære at have med at gøre, vurderer han.
FORBEREDELSE
Hans hold/trup har forberedt sig godt.
De deltog i Gothia Cup i Sverige. Én af verdens største turneringer.
- Det var en meget stærkt besat
turnering, hvor vi deltog i B-rækken. Vi fik fem rigtig gode kampe
mod stærke modstandere og nåede helt til semifinalen, hvor vi blev
besejret af et godt norsk hold. I de fem kampe fik jeg set en masse.
Fik afprøvet nogle forskellige konstellationer og måder at spille
på. Som sædvanlig har en træner mange spørgsmål, hvilket jeg også
havde, og jeg fik så også en masse svar. Blandt andet kunne jeg se,
at rigtig mange byder sig til og gerne vil være med på vort DM-hold.
Så alle havde godt udnytte af denne tur, sagde han.
HOLDET I FORHOLD TIL SIDSTE SÆSON
Nogle af spillerne, som var med til at
vinde DM, er nu seniorer.
- Bjørg Birgertoft, Ida Olsen og Julie
Tenfjord Sørensen er alle med i Jesper Bisgaards trup i
kvindeligaen. Det tyder på, at vi har været heldige og dygtige nok
til at udvikle U-spillere til øverste hylde hos seniorerne. Det er
jo også det, det drejer sig om. Vi skal levere nede fra, siger
Jesper Gejl Larsen.
Han havde i alt syv spillere, som blev
seniorer. Så tre ud af syv op i en kvindeligatrup er faktisk ret
godt gået. Det kunne have været fire, men Ida Marie Jørgensen, U19
landsholdsspiller, havde hjemve og ønskede at vende retur til
Odense, hvor hun nu spiller for OdenseQ.
TILGANG
Cheftræneren kan berette om en del
tilgang.
- Frieda Geisler og Frederikke Boysen
er kommet til fra BSF. Olivia Holst er kommet fra OdenseQ, og Astrid
With er kommet til fra AGF. Hun har også tidligere spillet i
Silkeborg. Sara Amby Kristiansen, meget talentfuld og på U17
landsholdet, er kommet fra Fortuna Hjørring. Og så er flere af U16
spillerne fra sidste sæson også med i min trup. Så jeg føler
virkelig, at vi står godt rustet. Vi har fået god tilgang til det
bageste forsvar, og vi har mange spillere, som helt fremme kan være
kampafgørende. Og til sidst vil jeg lige nævne Mathilde Uhd. Hun er
rent faktisk senior nu, men jeg har hende med i vor træning
alligevel. I øvrigt efter aftale med Jesper Bisgaard. Mathilde er på
vej tilbage efter en slem skade, og på denne her måde hjælper vi
hende, så hun måske over tid kan indlemmes i kvindeligatruppen.
Samtidig med at hun bidrager hos os med sit gode humør og
indstilling, sagde Jesper Gejl Larsen.
SIDSTE TESTKAMPE
Fredag spiller holdet mod OdenseQ.
Straks derefter tager man til Rødding Fritidscenter, hvor man er fra
fredag aften til søndag på en lille træningslejr.
- Vi har fået gode forhold i Rødding.
U16 var glade for at være der sidste weekend, og vi glæder os til at
træne, være sammen og snakke med hinanden. I øvrigt har vi fået en
meget fordelagtig pris, for opholdet dernede. Så stor ros til
Rødding Fritidscenter, lød det afsluttende fra cheftræneren.
Der er også en testkamp på programmet
i Rødding, hvor Brabrand kommer på besøg. De kampe kan du læse mere
om her på siden på søndag. |