sportK - onsdag den 30. november 2022 20.00 - tekst Michael Juncher - foto lånt fra KIF's web   


U16 Pige Liga

Kolding IF fokuserer også på talentudviklingen hos kvinderne
U16 PIGE DM : Der er store talenter på vej
  

Jesper Dahlmann de Leon er 36 år. Født i Taulov og som sådan pæredansk. Han er også født som Madsen. Hans efternavn antyder dog noget udenlandsk. Og den er også god nok.

- Jeg har giftet mig til efternavnet de Leon. Der er tråde til Filippinerne og Spanien, siger han med et hørbart smil.

Han har også, som træner, været omkring København og B.93.

- Det var en god tid, siger han.

I dag er han cheftræner i Kolding IF. Cheftræner for klubbens meget talentfulde U16 pige DM hold, som lige nu er færdige med efteråret. Og det ser godt ud. Hans hold er rækkens nummer to med 22 point. Syv kampe er vundet, én er endt uafgjort mens en enkelt er tabt. Målscoren er imponerende 45-8! Det eneste nederlag kom i starten af sæsonen, da Fortuna Hjørring vandt 2-0. Det er da også Fortuna, der fører rækken med 28 point. Men læg lige mærke til, at Kolding IF har to kampe i hånden i forhold til Fortuna. Så førstepladsen er som ikke langt væk. Det er det danske mesterskab også. Men et mesterskab er ikke det vigtigste.

- Nej, det er det ikke. Selvfølgelig tænker vi da på det alle sammen, Men det allervigtigste er udvikling. Vi skal udvikle spillerne og sørge for, at de bliver en god fødekæde for Kvindeligaen. Jeg synes, jeg har en meget, meget stærk trup. Der var et tidspunkt her i efteråret, hvor vi ud af 19 spillere i truppen havde ikke mindre end 11 med til forskellige DBU-samlinger. Det er imponerende. Og det er hårdt arbejde at være en del af en DM-trup. Alle bliver målt og vejet på stort set alt. Ligesom spillerne bliver det i skolen. Det er hårdt arbejde dette her. Og vi trænere bliver også fulgt nøje. Samtidig med at landstrænerne i de forskellige årgange har stor fokus på det hele. Så det er ikke kun for sjov. Spillerne skal også lære at vinde. Sådan noget skal de også forholde sig til. Så alt er meget seriøst. Men også sjovt og spændende. Og jeg kan hele tiden glæde mig over, at jeg som cheftræner har et meget spændende og utroligt talentfuldt hold at arbejde med. F.eks. har vi p.t. fem store profiler med omkring U16 landsholdet, lyder det fra cheftræneren, der er ansat på halv tid i klubben.

Han slutter af med en stor ros til Kolding IF.

- Klubben har været rigtig dygtige til at integrere pigerne/kvinderne i klubben, og den er på vej til virkelig at fortsætte de gode takter og intentioner.