Fodbold
Gjensidige Kvindeliga, Kolding IF-HB Køge 1-2 (0-1)
HB Køges danske mestre sluttede grundspillet af med en sejr. Og når
slutspillet starter til foråret, har de et forspring på 10 point ned
til Brøndby på andenpladsen. Det ligner endnu et DM til dem. Kolding
IF går ind i slutspillet med 15 point. Holdet blev nummer seks i
grundspillet, mens AGF og Sundby skal spille kvalifikation om to
pladser i ligaen til næste efterår. Så fik vi det på plads.
Kolding IF blev også sat på plads i
eftermiddagens kamp på Autocentralen Park. Ikke sådan at forstå at
holdet blev ud og nedspillet af HB Køge. Det var på ingen måde det,
der skete. Og havde sportK.net haft teknologien, havde den måske
også vist, at det var Kolding IF, der havde bolden mest. Men det
vinder man ikke nødvendigvis fodboldkampe på.
Det drejer sig groft sagt om to ting!
1) Man skal ikke forære modstanderen noget tæt på eget mål. Og 2)
Man skal være træfsikker og kynisk, når man selv får chancen. Og lad
os bare tage nr. 3 med. Man skal være så gode og dygtige at spille
sig frem til chancer.
Kolding IF tabte på alle tre
kategorier. F.eks. er det skidt, at Sofie Karsberg efter blot fire
minutter egenhændigt spiller HB Køges skarpretter Kyra Carusa fri i
eget felt. 1-0 til HB Køge. Og er der noget, Kyra Carusa er, så er
det at være kynisk. Hun er født til at score mål.
Skidt start for hjemmeholdet. Kolding
IF skal dog roses for at ryste det af sig, og resten af halvlegen
spillede man godt med. I mange små sekvenser flød spillet også. Der
var flow i det. Men farlige er man ikke. I anden halvleg startede
Køge stærkt og havde fire gode forsøg. Og efter 67 minutter måtte
Mille Jusjong Henriksen agere redningskvinde på selve målstregen
efter en grov fejl og mistiming i feltet.
Resten af kampen forsøgte hjemmeholdet
at lægge pres. Og det lykkedes også i perioder. Og igen var der
mange gode momenter i opspillet og fint flow i boldomgangen. Og igen
må man desværre sige, at farligheden er til at overse. Men man fik
vist sig godt frem. Ingen tvivl om at evnerne er der. Men ideerne er
for få og små. Det hele kan altså ikke komme fra Pernille Sanvig og
Ea Rasmussen.
|