sportK - søndag den 21. maj 2023 17.15 - tekst Michael Juncher - friskt foto Ole Sørensen (c)  


Trængselstider i KIF's forsvar

Fortuna Hjørring var det bedste hold og vandt helt fortjent
DEBUT : Ida Olsen kom på banen og fik sin debut
  

Fodbold Gjensidige kvindeliga slutspil om DM, Kolding IF-Fortuna Hjørring 0-3 (0-1)

Hjemmeholdet fulgte faktisk rigtig godt med de første vel 20-25 minutter. Men gæsterne overtog stille og roligt spillet. Og kampen. Det blev da også 1-0 til Fortuna. På et straffespark, hvor keeper Sofie Grøn, som spillede en rigtig god kamp med mange gode indgreb, fældede en modspiller inde i feltet. Dommeren var ikke i tvivl og pegede straks på pletten. Oppe fra speakerboksen så denne skribent også situationen som et klart straffespark. Vi spurgte cheftræner Jeppe Abel ind til netop dette efter kampen. Og han var ikke i tvivl.

- Jeg har lige set situationen på video. Og min klare mening er, at Sofie Grøn ikke laver straffe her, sagde han.

Men straffe blev der. 1-0 til Fortuna Hjørring ved Mathilde Carstens.

Kolding IF var der dog stadig. Laura Faurskov havde et godt løb i venstresiden, som man nok burde have haft noget mere ud af. Mens Rebecca Frederiksen afsluttede godt lidt senere. Men lige forbi. Så 1-0 til Fortuna ved pausen.

Sofie Grøn lagde ud efter pausen med en stor redning. Og så kunne Sara Amby have udlignet efter 50 minutter. Fortunas keeper fumlede med bolden ad to omgange, og bolden lå for Sara Ambys fødder, alt imens målet var tomt. Men Amby fik ikke nok kontrol over bolden. Og i stedet kom afgørelsen kort efter. Fortuna i angreb. Et godt forsøg på mål, som Sofie Grøn halvklarede. Og så var Rikke Dybdahl, hvem ellers, straks over riposten og scorede til 2-0. 3-0 blev det også. Dybdahl scorede igen. Og så hjalp det ikke noget, at Ida Guldager truede med et okay spark fra distancen.

Alt i alt en særdeles fortjent sejr til Fortuna, hvis spillere over en kam syntes at være meget mere komfortable med bolden end Kolding IF'erne. Det er ikke hele forskellen på de to hold. Det handler også om de løb, Fortuna spillerne foretog. Det handler også om mange spildte bolde fra hjemmeholdets side. Det koster mange kræfter at jagte bolden. Og langt færre hvis man magter at lade bolden gøre det grove arbejde.

Efter kampen fik vi en snak med cheftræneren.

- Jeg synes, vi er godt med den første halve time, hvor vort presspil fungerer rigtig flot. De er dog dygtige, Fortuna. Og helt åbenlyst har de flere ressourcer, end vi har. De sender f.eks. bare andre spillere ind, uden det går ud over rytmen. Man kan sige, at vi her i Kolding IF er inde i en proces med kvindefodbolden. Og der er ingen tvivl om, at skal vi følge med de andre hold, skal der ske noget. Jeg mener, at man over f.eks. de næste to år skal kaste flere penge ind i det projekt, der handler om kvindefodbold. Ingen tvivl om, at vi, sammen med FC Thy Thisted, har det mindste budget hos kvinderne. Og skal vi udvikle os, må vi se i øjnene, at der skal flere midler til, lød det fra Jeppe Abel.

Vi må se !

Alle fra bænken kom ind og gjorde deres arbejde. Men det var svært. Fortuna var foran og kunne lade den kære fodbold gøre det grove arbejde.
  

Og så skal vi lige have med, at Fortuna Hjørring fra efteråret skal have ny cheftræner. Nemlig den tidligere KoldingQ cheftræner Lene Terp.

Held og lykke med det, Lene !!


arkivfoto : sportK