sportK - tirsdag den 23. maj 2023 22.15 - tekst Michael Juncher - friskt foto Ole Sørensen (c)  

Det var uprofessionelt, Kolding Boldklub !
SKIDT : Foran 3-1 i slutfasen skal man holde fast. Koste hvad det vil
  

Fodbold jyllandsserien 2, Kolding Boldklub-Egen 3-3 (2-0)

Denne skribent undrer sig stadig over det, der skete på Mosevej tirsdag aften. 3-3 blev det. Kolding Boldklub foran 2-0 ved pausen på mål af Mathias Jensen og Abdulahi Hussein. Egen fik ganske vist reduceret i anden halvleg, men Abdulahi Hussein øgede til 3-1 efter 76 minutter. Lige netop her var der ingen på anlægget, der troede en pind på Egens chancer i den kamp. Dertil havde alsingerne været for tandløse. Egentlig godt spillende. Men som skrevet absolut tandløse og ufarlige.

Og selv om Egen pressede på, så var der sådan set fred og ingen fare. Den skulle KB nok køre hjem selv på en dag, hvor spillet slet, slet ikke sad i skabet. Men alligevel fik Egen vendt tingene på hovedet med to scoringer i overtiden. Det tog vel sådan cirka 1½ minut!

KB'erne ærgrede sig. Intet under. Med en sejr kunne holdet have bragt sig fire point foran rækkens nummer to Give Fremad. Nu fører "de blå" stadig rækken. Men med blot to point ned til Give.

Endnu mere ærgerligt er det at tænke på, at KB faktisk kunne have afgjort kampen allerede i første halvleg. Hussein havde en 100 % chance, Mathias Jensen headede bolden lige forbi mål efter et hjørnespark, og Rune Nautrup havde en stor mulighed i feltet på et godt indlæg fra venstre side men missede. Og Hussein misbrugte et straffespark efter 38 minutter.

Cheftræner Jes Bekke ærgrede sig selvfølgelig.

- Jeg er ikke tilfreds. Jeg synes ikke, vi havde fokus på at gøre de rigtige ting. Blandt andet mener jeg, vi kunne have spillet nogle chancer større. Forsvaret var heller ikke sit sædvanlige jeg. I det hele taget var vi ikke på vort normale niveau i dag. Men jeg noterer mig dog, at vi spiller os til store chancer. NU træner vi torsdag, og jeg spekulerer lige på, om vi skal have lagt en ekstra træning ind lørdag. Vi spiller først næste tirsdag i Bramming. Bramming kan godt blive en farlig modstander for os, sagde Jes Bekke.